Fronterne mellem Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg er trukket skarpt op, og nu får sidstnævnte opbakning fra DF-formand Kristian Thulesen Dahl.

Han forstår slet ikke, at Venstres formand åbner for muligheden om at støtte en rigsretssag mod sin egen næstformand.

»Jeg mener, at Ellemann-Jensen er i gang med at trække tæppet væk under Inger Støjberg. Det er trist, og det er helt uforståeligt,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Venstres formand sagde søndag, at han bakker op om en rigsretssag mod Støjberg, hvis de advokater, der skal vurdere instrukssagen for Folketinget, mener, at der er grundlag for det.

Støjberg er meget overrasket – og uenig – med den udmelding, skriver hun mandag på Facebook. Det forstår Kristian Thulesen Dahl godt.

»Det her ender jo helt ude af proportioner. Det er hans egen næstformand, vi taler om her. Når han selv åbner for at støtte en rigsretssag, bevæger han den her sag meget tættere på. De andre partier, herunder Socialdemokratiet, vil have langt lettere ved at skubbe på for en rigsretssag,« siger han.

»Det ædle motiv er, at Ellemann synes, det er nødvendigt for Venstre. At hvis et flertal vil have en rigsretssag, så vil han ikke stå alene.«

»Det mindre ædle motiv er, at det her handler om, hvor man vil bringe partiet hen, og der er det ikke nogen hemmelighed for nogen, at der er kæmpestor forskel på, hvad Ellemann og Støjberg står for,« siger Thulesen Dahl.

Inger Støjberg kommer tættere og tættere på en rigsretssag.
Inger Støjberg kommer tættere og tættere på en rigsretssag. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvorfor blander du dig i det her? 

»Det, jeg vil blande mig i, er, om et apparat som rigsretten skal bruges i den her sag. Det skal den ikke, det er ude af proportioner.«

Instrukskommissionen konkluderer jo både, at Støjbergs instruks om at adskille asylpar var klart ulovlig, at hun var advaret om, at det var ulovligt, og at hun har givet urigtige og misvisende oplysninger til Folketinget. Hvornår skal man så tage en rigsret i brug, hvis det ikke er i det her tilfælde?

»Der skal blandt andet det til, at dem, som det går ud over, der skal det være uopretteligt. I Tamilsagen handlede det om deres opholdsgrundlag. I minkskandalen nedlægger man et erhverv. Her taler vi om, at nogle mennesker i en periode skal være adskilt.«

Kristian Thulesen Dahl tager Inger Støjberg (V) i forsvar.
Kristian Thulesen Dahl tager Inger Støjberg (V) i forsvar. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det er da også uopretteligt, at de her unge mennesker i nogle tilfælde imod deres vilje er blevet adskilt?

»Nej. Det synes jeg ikke er uopretteligt.«

De får da aldrig den tid tilbage, hvor de var adskilt?

»Det er rigtigt nok. Men det vil jo svare til, at du siger, at du ikke må drive minkerhverv i et år, og så får du det tilbage igen. Her der retablerer man, at de kommer sammen igen, så på den måde mener jeg ikke, det er uopretteligt.«

»Så det handler om, hvilken skade man forvolder. Ministre skal altid håndtere tingene inden for loven og give retvisende oplysninger. Men der er andre ministre, der har administreret på kant med loven, og det ender jo ikke i rigsretssager. Der vurderer man, om de kan fortsætte, eller hvilken næse de skal have.«

Det må da være retsprincipperne, der er vigtigst? De her adskillelser af unge par kunne også have ført til, at en ung kvinde eller mand havde begået selvmord. Havde vi så stået i en anden situation, nu når du kun kigger på, hvilken skade det forvolder?

»Det er svært at sige. Vi er nødt til at håndtere det ud fra, hvad der er sket. Selvfølgelig skal retsprincipper holdes. Men det er et spørgsmål om, hvilken sanktion den her sag kan bære. Det her er ikke en sag, hvor det skal tages i brug. Derfor er det meget mærkeligt, at Jakob Ellemann-Jensen går i den retning,« siger Kristian Thulesen Dahl.