Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udnævnes senere i dag til justitsminister.
Det meddeler Statsministeriet mandag morgen.
Udmeldingen kommer dagen efter, at Nick Hækkerup uventet gav besked om, at han stopper som netop justitsminister for at blive direktør i Bryggeriforeningen.
Det har således sat gang i en mindre rokade i de socialdemokratiske rækker:

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek udnævnes således til udlændinge- og integrationsminister, mens folketingsmedlemmet Christian Rabjerg Madsen bliver helt ny minister – han bliver indenrigs- og boligminister.
De nye ministre bliver klokken 10 mandag formiddag præsenteret for dronning Margrethe af statsminister Mette Frederiksen.
En time senere får Nick Hækkerup sin afskedsaudiens samme sted.
Det var søndag aften, at Nick Hækkerup skrev på Facebook, at han har valgt at stoppe som justitsminister.
»I mere end 20 år har jeg lavet politik på fuld tid, som borgmester, folketingsmedlem og minister, og tiden er kommet til at gøre min indflydelse gældende på nye måder og skabe nye resultater uden for politik,« lød det fra ham.
B.T.s politiske redaktør, Anders Leonhard, gav efterfølgende udtryk for, at opsigelsen »kom fuldstændig ud af det blå«:
»Ingen havde set den komme. Han forlader posten i en regering, der står til klart genvalg, for at blive cheflobbyist i ølbranchen. Det er meget mystisk og mærkværdigt,« vurderede Anders Leonhard.
Programmet for mandagens ministeroverdragelser ser sådan ud:
Kl. 13: Udlændinge- og Integrationsministeriet (fra Mattias Tesfaye til Kaare Dybvad Bek).
Kl. 14: Justitsministeriet (fra Nick Hækkerup til Mattias Tesfaye).
Kl. 15: Indenrigs- og Boligministeriet (fra Kaare Dybvad Bek til Christian Rabjerg Madsen).

