Magnus Ranstorp er en af Nordens førende terrorforskere, og han reagerer nu på den opsigtsvækkende sag, hvor en ung 17-årig socialdemokrat lørdag blev overfaldet i København.

Der er tale om DSU-næstformanden ved navn Noah Zdrinka, der lørdag eftermiddag blev slået i maven af maskerede demonstranter, mens han satte valgplakater op på Dronning Louises Bro. 

Magnus Ranstorp fortæller, at masker ved demonstrationer er et velkendt problem set ud fra et demokratisk perspektiv.

»Det gør det vanskeligt at identificere gerningsmændene, hvilket direkte påvirker muligheden for at stille enkeltpersoner strafferetligt til ansvar. Det skaber en følelse af straffrihed, der kan tilskynde til uhæmmet adfærd,« skriver han i en besked til B.T.

Politiet har bekræftet overfor B.T., at de var til stede ved Dronning Louises Bro i forbindelse med en anmeldelse klokken 16.17 lørdag.

Vagtchefen fortæller, at sagen er i gang med at blive efterforsket, men at der endnu ikke er nogen anholdte.

Episoden har justitsminister Peter Hummelgaard (S) beskrevet på Facebook. I videoen, som Hummelgaard har delt, holder demonstranterne et banner, hvor der står 'Ingen nazister i vores gader'.

Banneret tilhører tilsyneladende den 'antifascistiske demo mod nazisterne i København' arrangeret af Ungdomshuset, der startede lørdag 7. marts klokken 15.

Magnus Ranstorp mener ikke, at man kan afskrive episoden som en isoleret hændelse. I stedet er der tale om et mønster, der kræver »klare juridiske reaktioner.«

»Strengere lovgivning om brug af masker ved demonstrationer er en helt rimelig diskussion at tage.«

Terrorforskeren tilføjer:

»At angribe valgmedarbejdere under en valgkampagne er et angreb på demokratiet, da det sender det budskab, at enhver, der engagerer sig i politik, risikerer at blive udsat for vold.«

Han fortsætter:

»Der må være nul tolerance over for trusler og angreb på politikere og deres valgkamparbejdere – de er livsnerven i den demokratiske proces.«