Familien Johansen fik sig et gevaldigt chok, da de i december fandt det, der bliver kaldt for en 'brandbombe' ved deres hus.
Nu har en anonym venstreekstrem og antifascistisk gruppe taget ansvaret for angrebet i en udtalelse på en hjemmeside.
»Det siges, at julen er en højtid for hjertet, og i år fandt fascisterne fra Generation Identitær (..) noget at varme sig ved,« skriver gruppen og fortsætter:
»Vi placerede en brandbombe på en af deres biler og ønskede dem en glædelig fucking jul!«
Generation Identitær er en ungdomsgruppe på den yderste højrefløj, som familiens far, 42-årige Anders Johansen, hjælper og har sympati for.
»Intentionen er fuldstændig klar. Vi føler os udsatte og ekstremt sårbare. Jeg har en stærk følelse af, at vi bliver jagtet,« siger Anders Johansen til B.T.

Den antifascistiske gruppe opfordrer til flere angreb:
»Julemanden opfordrer alle til at komme ud af forsvarspositionen og begynde at planlægge angreb mod højrefløjens ekspansion.«
Anders Johansen fandt »brandbomben« i sin indkørsel den 27. december 2025 ved sit hjem, hvor han bor med sin kone og deres barn.
Konkret er der tilsyneladende tale om en form for hjemmelavet brandanordning bestående af en tændbriket, pinde og tændstikker.

»Jeg troede i begyndelsen, at det var noget skrald. En slags flamingo. Men da det langsomt går op for mig, ringer jeg straks til politiet,« siger Johansen.
Fyns Politi bekræfter overfor B.T. at have modtaget en anmeldelse og fortæller, at brand-anordningen indgår i politiets efterforskning.
Det er ikke første gang, at Anders Johansen har haft besøg af ubudne gæster.
Tilbage i juli måned sidste år blev der spraymalet på hans hus, og der blev opsat partisansøm på vejen udenfor huset.
»Det er en voldsom skalering fra graffiti-maling, så vi er meget utrygge. For vi ved heller ikke, hvad de kan finde på næste gang,« siger Anders Johansen.
I Politiets Efterretningstjenestes (PETs, red.) seneste vurdering af terrortruslen i Danmark er truslen fra venstreekstremister hævet fra niveauet minimal til begrænset.
Her står der, at truslen primært udspringer fra grupper »inspireret af anarkistiske og antifascistiske narrativer og en kerne af voldsparate og handlingsorienterede medlemmer.«
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Antifascistisk Aktion i Danmark for at høre, om man her kender noget til sagen. Men gruppen er ikke vendt tilbage inden deadline.

