Teatret Aveny-T går nu i rette med Moderaternes kulturordfører Jon Stephensen.

»Vi har ingen grund til at betvivle lydfilens ægthed,« udtaler en samlet bestyrelse hos Aveny-T til B.T.

Fredag sagde Jon Stephensen til Radio4, at det ganske vist er ham, der optræder på en meget omtalt lydfil. Men han satte også spørgsmålstegn ved lydfilen:

»Det er mig, man hører. Hvordan denne lydfil er strukket sammen, det ved jeg ikke,« sagde han til Radio4-programmet Det Blå Hjørne.

Nu slår Aveny-T altså fast, at lydfilen er ægte.

Jon Stephensen er tidligere direktør på Aveny-T og er kommet i vælten, efter Børsen kunne offentliggøre lydfilen, hvor man ifølge et anonymt øjenvidne kan høre Jon Stephensen skrive under på vegne af bestyrelsesmedlem Jakob Høyer.

Hør optagelsen her:

På optagelsen kan man ifølge vidnet høre Jon Stephensen sige »Jakob Høyer«, mens der lyder en del skribleri. Til sidst siger han »Det ser meget godt ud, ikke?«.

Jakob Høyer, der sidder i bestyrelsen i Aveny-T, har over for B.T. bekræftet, at hans underskrift er blevet forfalsket.

På trods af at den pågældende lydfils metadata afslører, at den er optaget på Aveny-T, netop mens Jon Stephensen dikterer en mail, som han sender, mens optagelsen finder sted, så nægter han fortsat at have skrevet under på Jakob Høyers vegne.

Det gentog han også i programmet Det Blå Hjørne.

»Det eneste, jeg siger, er bare, at jeg har ikke skrevet det dokument under. Jeg siger, at jeg skriver samme dag til Frederiksberg Kommune, at de må vente nogle dage, fordi der mangler en del underskrifter på dokumentet.«

Men det er dig, vi hører (på lydfilen, red.)?

»Ja, det er da mig, man hører. Men det har ikke noget med en underskrift at gøre,« siger Jon Stephensen i programmet.

Ifølge grafolog Per F. Andersen er den øverste underskrift forfalsket. Det viser en sammenligning med Jakob Høyers andre underskrifter.
Ifølge grafolog Per F. Andersen er den øverste underskrift forfalsket. Det viser en sammenligning med Jakob Høyers andre underskrifter.
Vis mere