Det går alt, alt for langsomt med at få godkendt vaccinerne mod covid-19.

Det understreger flere begivenheder inden for de seneste 24 timer, mener Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt. Hans tålmodighed er nu sluppet op, og EU-ordføreren affyrer nu en bredside mod EUs vaccineprogram, der ifølge ham er alt for bureaukratisk og tung.

»Helt firkantet betyder det, at EUs tilgang til det her kan have kostet menneskeliv. Man er kommet for langsomt i gang, og det ender med, at folk, som kunne have været vaccineret, bliver syge og dør. Det er fatalt, når man kan se, at andre sammenlignelige lande godt kan finde ud af at komme i gang,« siger han.

Messerschmidts reaktion kommer, efter et møde i det europæiske lægemiddelagentur (EMA) mandag aften endte frugtesløst.

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt kritiserer, at EU er for langsomme til at få godkendt vacciner mod covid-19
Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt kritiserer, at EU er for langsomme til at få godkendt vacciner mod covid-19 Foto: Claus Bech
Vis mere

EMAs komité for human medicin mødtes i hovedkvarteret i Amsterdam til en forventelig godkendelse af vaccinen fra den amerikanske producent Moderna, men af uvisse grunde blev beslutningen rykket til det oprindeligt planlagte møde onsdag.

Det står i skarp kontrast til, at den første brite få timer forinden var blevet stukket med Oxford/AstraZeneca-vaccinen.

Og mens europæerne således venter på godkendelsen af Moderna-vaccinen, der har haft grønt lys i USA siden 18. december, har Israel godkendt vaccinen tirsdag. Israel har selv stået for at købe vacciner og har allerede vaccineret 14 procent af befolkningen.

»Det er hele tiden EU, der kommer sidst,« siger Morten Messerschmidt, der ser med forundring på, at EU halter bagefter andre lande, eksempelvis Storbritannien.

Briterne var den første befolkning, der blev stukket med vaccinen fra Pfizer/BioNTech. Det skete allerede 8. december. Først 27. december fik EU-borgere samme mulighed.

»Man sidder jo og kigger med misundelige blikke på Storbritannien,« siger Morten Messerschmidt.

I Tyskland er utilfredsheden med EU mere udtalt end noget andet sted. Siden den tyske sundhedsminister, Jens Spahn, midt i december luftede en hård kritik af EU og EMA, har debatten raset om, hvor ansvaret for det langsomme vaccineprogram skal placeres.

'For hver dag, hvor vi kan gå tidligere i gang med at vaccinere, kan vi reducere lidelser og beskytte de allermest udsatte,' skrev Jens Spahn på Twitter.

Den tyske sundhedsminister Jens Spahn er utilfreds med det manglende tempo i EU's vaccineprogram.
Den tyske sundhedsminister Jens Spahn er utilfreds med det manglende tempo i EU's vaccineprogram. Foto: POOL
Vis mere

Ligesom det er tilfældet i Tyskland, kritiserer Morten Messerschmidt, at EU i november takkede nej til at købe ekstra doser fra Pfizer/BioNTech på grund af høje priser.

»Jeg synes, der har været noget helt grundlæggende forrykt over den måde, EU har håndteret situationen på. Man takkede nej, da man fik tilbudt en stor mængde vacciner tidligt i forløbet,« siger han og fortsætter:

»Det gør alt sammen, at det er meget svært at få øje på, hvad vi egentlig får ud af, at det er EU, der styrer det her, og hvorfor de danske myndigheder ikke kunne have håndteret det i stedet.«

»Jeg er ret sikker på, at de danske sundhedsmyndigheder ikke er ringere end de britiske, og at vi godt kunne have klaret det bedre end den måde, EU har gjort det på.«

Du har fuld tiltro til, at det ville være nøjagtig lige så godt og kvalitetssikret, hvis Lægemiddelstyrelsen i Danmark havde lavet en nødgodkendelse af Moderna-vaccinen, som det ville være at vente på, at EMA godkender vaccinen?

»Jeg vil sige det på den måde, at jeg har større tillid til de danske myndigheder end til EUs myndigheder.«

Er EMA ikke en garant for, at vaccinerne lever op til den lovede kvalitet, og er den godkendelse derfor ikke værd at vente på?

»Hvorfor skulle det være en større garant, at man har et agentur med bulgarer, rumænere og kroater, end at vi har danske læger? Jeg synes, det er et fatamorgana,« siger Morten Messerschmidt.

Noget tyder dog på, at EU forsøger aktivt at dæmpe kritikken.

Ifølge Bloomberg News forhandler EU nu med Pfizer og BioNTech om at købe yderligere 300 millioner vacciner. Det vil sikre i alt 600 millioner doser, hvilket rundt regnet vil række til at kunne vaccinere to tredjedele af unionens 450 millioner indbyggere, da man skal have to skud af vaccinen.

I EU er under én procent blevet vaccineret. I Danmark lyder tallet på 51.512 personer, hvilket svarer til 0,88 procent.