Det forventes, at den europæisk lægemiddelstyrelse vil anbefale vaccinen fra Moderna godkendt senere på ugen.

Det europæiske lægemiddelagentur, EMA, vil ikke tage en beslutning mandag om vaccinen fra Moderna, fremgår det af den hollandsk lægemiddelstyrelse, CBG.

EMA vil først træffe beslutningen onsdag, hedder det.

Det er forventningen, at EMA vil sige god for vaccinen mod covid-19 og anbefale EU-Kommissionen at godkende den.

Dermed blive den anden vaccine godkendt i EU. Den første var vaccinen fra de tysk-amerikanske medicinalselskaber BioNTech og Pfizer.

Det var Sveriges vaccinekoordinator, Richard Bergström, der nytårsdag fortalte tv-stationen SVT, at EMA ville træffe sin afgørelse om Moderna-vaccinen mandag.

- Der er ingen grund til at vente, sagde han.

EMA's komité for human medicin var indkaldt mandag i hovedkvarteret i Amsterdam til et ikke-planlagt møde for at tage en drøftelse om vaccinen fra det amerikanske selskab Moderna.

Det var to dage før det oprindeligt planlagte møde onsdag.

Det fremgår ikke klart, hvorfor der ikke blev taget en beslutning mandag.

- Det er, hvad der sker, og selvfølgelig havde vi håbet på mere. Men vi vidste, at det kunne blive umuligt at svare på alle spørgsmål i detaljer på ét møde, siger Ton de Boer, der er formand for den hollandske lægemiddelstyrelse.

- Jeg håber, at der kommer en beslutning onsdag. Men jeg ved det ikke, føjer han til.

EMA har sat en deadline for en anbefaling af Modernas vaccine til 12. januar.

Modernas vaccine er udviklet efter de samme principper som BioNTech/Pfizers vaccine. Den skal indsprøjtes ad to omgange for at sikre den maksimale beskyttelse mod covid-19.

/ritzau/Reuters