Læser man den nyligt offentliggjorte advokatundersøgelse om de mange krænkelsessager mod Københavns tidligere overborgmester Frank Jensen (S), så er det svært at komme uden om særligt én aften.

En julefrokost i Økonomiforvaltningen 2011.

Syv af de i alt 12 episoder i rapporten har fundet sted den aften på Københavns Rådhus. B.T. har herunder gennemgået de syv episoder.

Ifølge Frank Jensen selv var julefrokosten i 2011 en helt særlig en af slagsen. De skulle samtidig sige farvel til hans tidligere pressechef ved en reception, der foregik før selve festen. Frank Jensen blev sammen med et par af de øvrige gæster hængende efterfølgende og 'hyggede sig og indtog cava, indtil julefrokosten gik i gang'.

Han fortæller, at han ikke i sine tidligere hverv har deltaget i personalejulefrokoster, men ved Økonomiforvaltningens julefrokost var der tradition for, at medarbejderne lavede en revy med humoristiske indslag, der omhandlede ham som person. Derfor deltog han.

Normalt ville han være gået hjem efter revyen, siger han – men på grund af afskeden med pressechefen gjorde han det ikke den dag i 2011, 'hvilket han ærgrer sig over i dag'.

Han fortæller i undersøgelsen, at han havde drukket for meget alkohol til receptionen. Det havde de andre i sekretariatet også, og generelt var der blevet varmet godt og grundigt op i de forskellige afdelinger forud for festen.

Én af dem, der skulle optræde i revyen, er M9, som hun bliver tituleret i undersøgelsen. Hun er udgangspunktet for aftenens første episode.

Frank Jensen (S) trak sig på et pressemøde 19. oktober 2020. Herefter tog han sin cykel og forlod pressen. Foto: Scanpix
Frank Jensen (S) trak sig på et pressemøde 19. oktober 2020. Herefter tog han sin cykel og forlod pressen. Foto: Scanpix Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Et stykke tid efter sceneshowet befinder hun sig på dansegulvet med M10, da Frank Jensen kom gående imod dem. M10 spørger Frank Jensen, om han vil danse med dem begge. Frank Jensen takker ja, og sammen går de alle tre ud på dansegulvet.

Herefter dansede Frank Jensen og M9 alene sammen til ét nummer, og hun tænkte, at han var god til at danse. De dansede ved at holde hinanden i hænderne og periodevis stoppede de op for at tale. M9 fortæller, at det var første gang, hun talte med overborgmesteren, og han virkede, som hun havde set ham på fjernsynet – meget sympatisk og tiltalende. Men pludseligt udviklede dansen sig:

'Da M9 og Frank Jensen på et tidspunkt stod stille under dansen i forbindelse med udveksling af ord, stak Frank Jensen pludselig sin tunge ind i øret på M9. M9 blev meget chokeret over denne adfærd fra Frank Jensens side. M9 sagde ikke fra, da Frank Jensen slikkede hende i øret. M9 tænkte på, hvordan hun kunne komme ud af situationen på en god måde. M9 frøs derfor i situationen, da hun ikke vidste, hvordan hun skulle reagere. M9 ønskede ikke, at Frank Jensen skulle tabe ansigt. M9 har senere tænkt over, hvorfor hun ikke skubbede Frank Jensen væk. Frank Jensen slikkede hende lidenskabeligt i øret på en måde, som M9 aldrig har oplevet før. M9 følte ikke, at Frank Jensen forsøgte at kysse hende i øret, men han slikkede M9 i øret 'godt og grundigt'.'

M9 ville tro, at det varede mellem fem og ti sekunder.

Hun beskriver, hvordan kollegaer efterfølgende 'redder' hende fra situationen, og det gør hende glad.

Frank Jensen fortæller selv, at godt kan huske, at han dansede med M9, men derudover kan han ikke genkende situationen. I rapporten lyder det:

'Frank Jensen havde kun det ønske, at M9 skulle mærke, at han var glad for revyen og hendes deltagelse. Det kan godt være, at han forsøgte at kindkysse hende, og i den forbindelse ved en fejl ramte hendes øre, fordi hun på samme tidspunkt dansede videre over til en anden. Frank Jensen kunne dog ikke finde på at stikke sin tunge ind i øret på nogen. Det var ham fuldstændig imod.'

Aftenens anden episode finder også sted på dansegulvet. En anden ansat i forvaltningen, M3, havde takket ja til at danse med Frank Jensen, selvom hun egentlig ikke havde lyst.

Frank Jensen gik af som overborgmester i København 19. oktober.
Frank Jensen gik af som overborgmester i København 19. oktober. Foto: Tobias Kobborg
Vis mere

'Efter én dans undskyldte M3 sig over for Frank Jensen med, at hun skulle på toilettet. Herefter trak Frank Jensen M3 ind til sig og slikkede hende på halsen fra halsudskæringen af hendes T-shirt og op ad halsen og op til øret. M3 har forklaret, at hun formentligt havde lænet sig frem og ind til Frank Jensen for at fortælle ham, at hun skulle på toilettet, og det var i den forbindelse, at Frank Jensen slikkede på hende,' står der.

Om den episode forklarer Frank Jensen:

'Frank Jensen syntes, det lød aparte, og han kunne ikke se sig selv gøre sådan noget. Frank Jensen kunne derimod ikke afvise, at et kindkys fra ham kunne have ramt hendes hals.'

Den tredje episode går på, at en ansat, M5, overværer, at hans kollega 'lavede et spjæt, fordi Frank Jensen enten havde klappet eller nevet hende i numsen.' Det husker Frank Jensen dog ikke.

På et tidspunkt under julefrokosten dansede Frank Jensen med M12, og her opstår aftenens fjerde episode. M12 var smigret over, at han ville danse med hende, og de danser til to-tre numre. Herefter sætter de sig ved et bord og snakker personligt. Blandt andet spørger Frank Jensen, om hun har en kæreste.

Senere står de to og snakker med andre fra sekretariatet, da M12 ved en fejl tager en tår af Frank Jensens øl. Hun undskylder, hvortil Frank Jensen svarer: 'Det er okay, jeg vil gerne dele alt med dig.' M12 synes, det er et upassende svar, og hun forlader samtalen.

De to indleder dog en dans senere, og her siger Frank Jensen ifølge M12: 'Jeg er vild med dig,' og 'M12, hvorfor står vi her.' Efterfølgende bliver M12 ked af det, og hun fortæller, at hendes grænser er blevet overtrådt.

Frank Jensen siger i rapporten, at han ikke kan genkende, at han skulle have sagt nogle af de pågældende ting. Han kan dog godt huske samtalen, men mener, den var venskabelig.

Frank Jensen udtaler selv, at han er lettet over, at advokatundersøgelsen ligger færdig.
Frank Jensen udtaler selv, at han er lettet over, at advokatundersøgelsen ligger færdig. Foto: Tobias Kobborg
Vis mere

Samme aften i baren bliver M16 overrasket, da han under en samtale med M12 oplever, at Frank Jensen ifølge ham 'pludseligt kom løbende op bagfra og kyssede/slikkede M12 i øret'.

Frank Jensen genkender ikke episoden, der er aftenens femte.

Den sjette finder også sted i baren, hvor Frank Jensen ifølge M5 kilder eller aer kvindelige kollegaer på ryggen. Han bemærker, at Frank Jensen denne aften var meget nærgående af natur og ikke holdt den naturlige afstand, som andre sandsynligvis ville have gjort i denne situation. Frank Jensen genkender ikke situationen.

Julefrokostens syvende og sidste episode finder sted på dansegulvet. I løbet af aftenen havde M19 observeret Frank Jensen, og hun havde spurgt en af de ledende medarbejdere i sekretariatet, om ikke han kunne 'gøre noget ved situationen'. Hun syntes, det var dybt pinligt, at en leder opførte sig sådan.

Hun oplever selv, da hun er på dansegulvet, at hun 'nærmest bliver »hijacket« af Frank Jensen på dansegulvet, der tog fat om hende og begyndte at danse upassende tæt. M19 huskede ikke, om Frank Jensen tog på hende, men hun syntes, at situationen var ubehagelig, og sagde derfor til sidst til Frank Jensen, at nu skulle hun hjem. Frank Jensen hviskede herefter M19 i øret: 'Nå, så du har sikkert en kæreste du skal hjem til?'

Frank Jensen genkender ikke situationen.