Nogle sårbare risikerer en forsinkelse på over to måneder, inden de får vaccine. Patientforeninger er vrede.

Yngre sårbare risikerer at skulle vente i flere måneder på at blive vaccineret, fordi Sundhedsstyrelsen har ændret vaccinestrategi.

Det møder kritik fra en række patientforeninger, at kræftsyge, diabetikere eller andre sårbare vil få tilbudt vacciner langt senere end eksempelvis en rask 49-årig.

- Det er klart, at for nogle vil to måneder være lang tid, siger overlæge og enhedschef i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg og fortsætter:

- Sandsynligheden for, at man tilhører en meget ung gruppe er selvfølgelig faldende med det antal af kroniske sygdomme, der er. Så det vil være en lille gruppe. Men der er ingen tvivl om, at for den gruppe, vil det føles som lang tid.

Danske Patienter undrer sig over, at borgere med kroniske sygdomme under 50 år "med et trylleslag" ikke længere er i øget risiko for at få et alvorligt forløb med corona.

Frygten er, at vaccineleverancerne ikke holder stik.

- Det er lang tid ekstra. Det rammer altså ikke kun den enkelte patient, men også familien omkring, som har levet meget forsigtigt det seneste års tid, siger formand Klaus Lunding fra Danske Patienter i en pressemeddelelse.

Den nye strategi betyder, at Sundhedsstyrelsen fremover vaccinerer efter alder, når de mest sårbare er vaccineret. Men det betyder længere ventetid for de lidt mindre sårbare.

Styrelsen har nedlagt vaccinegruppe ti, som er anslået til at være 200.000 med øget risiko for coronavirus.

- Ændringen af vaccineplanen er stik imod tidligere støtte og udsagn fra myndigheder om, at de syge og sårbare bør vaccineres først.

- Nu står vi i en situation, hvor den 40-årige raske dansker kan vaccineres før den 30-årige kræftsyge patient. Det er ikke fair, siger administrerende direktør Jesper Fisker fra Kræftens Bekæmpelse i en skriftlig kommentar.

Sundhedsstyrelsen anerkender bekymringen, men forsvarer beslutningen.

Spørgsmål: Er det sundhedsfagligt mest vigtigt at tilbyde en rask 45-årig en vaccine eller en 32-årig diabetiker?

- Som kalenderen er lagt nu, vil det være den 45-årige, der får vaccinen først. Når man siger, at man er i øget risiko, så er det rigtig svært at kvantificere, hvad det betyder.

- Det betyder, at man er i øget risiko overfor en person, der er sund og rask på egen alder, men det er rigtig svært at sige, hvor meget øget risiko man er i i forhold til en, der er ældre end en selv, siger Bolette Søborg.

Aldersprioriteringen vil ske til april. Ifølge Sundhedsstyrelsen er de mest sårbare grupper vaccineret til den tid.

/ritzau/