Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Dagen efter Lars Løkke Rasmussen tog alle overskrifter med sit frieri til et samarbejde med Socialdemokratiet, så får han igen opmærksomhed.

Denne gang sammenligner statsministeren Enhedslisten med Stram Kurs, og det er en fejltagelse, fortæller den politiske kommentator Jarl Cordua til B.T.

I et interview her til morgen med Ritzau forklarer Lars Løkke Rasmussen vigtigheden af et samarbejde hen over midten.

»Kommunister ude i Enhedslisten eller folk med nazistiske tendenser i Stram Kurs, de synes selvfølgelig ikke, det er en god idé at tale om at samle Danmark på midten, det siger sig selv,« sagde statsministeren.

Jarl Cordua forstår, hvor Lars Løkke Rasmussen vil hen, men han mener, at det er en fejltagelse af statsministeren at sige det på den måde.

»Jeg mener, at han formulerer sig forkert i den situation. Jeg forstår godt hans pointe, men han sætter Enhedslisten og Rasmus Paludan i samme båd, og det er en fejl,« siger den politiske kommentator.

Fordi selvom begge partier repræsenterer hver deres yderfløj i dansk politik, så stopper sammenligningen også der.

»Pernille Skipper har ikke et tilhold og er et afholdt og respekteret menneske på Christiansborg. Paludan er i en helt anden kategori,« siger Jarl Cordua.

»Det kan godt ske, at Pernille Skipper er leder af en koalition af meget socialistiske samt kommunistiske holdninger, men Enhedslisten vil ikke pille ved folks borgerrettigheder,« forklarer han.

Men trods den forkerte formulering, så er det ifølge Jarl Cordua nemt nok at se, hvor Lars Løkke Rasmussen vil hen.

»Der er et stort flertal i den danske befolkning, som ikke synes, at det ville være godt, hvis Enhedslisten fik indflydelse. Så på den måde har han en pointe,« forklarer han.

»Flertallet ønsker ikke deres politik, og det samme er formentlig tilfældet hos Socialdemokratiet alene, hvor størsteparten ikke synes, at indflydelse fra Enhedslisten vil være fantastisk,« siger Jarl Cordua.

Mette Frederiksen, der er statsministerkandidat for Socialdemokratiet, var meget hurtig til at reagere på Lars Løkke Rasmussens udtalelse.

Hun skrev i et opslag på Facebook, at Lars Løkke Rasmussens ord ikke var en statsminister værdigt.

'Det er ganske enkelt ikke acceptabelt, når du til citat sammenligner 'kommunister ude i Enhedslisten' med 'folk med nazistiske tendenser i Stram Kurs',' skriver hun.

'Guderne skal vide, at Socialdemokratiet og Enhedslisten er uenige om mangt og meget,' lyder det fra Mette Frederiksen.

Enhedslisten har til gengæld holdt sig tilbage fra debatten. På Twitter kommer Pernille Skipper med en kort bemærkning.

'Nogle gange bliver der sagt noget, der ikke engang fortjener et svar. Tiden er ikke til at grave grøfter mellem demokratiske partier. Tiden er til at stå sammen om et forsvar for vores retsstat og menneskers ligeværd,' skriver hun.

Og til B.T. siger Enhedslisten, at de ikke har yderligere kommentarer til Lars Løkke Rasmussens udtalelse.

Det er der ifølge Jarl Cordua en klar årsag til. Pilen peger mod Mette Frederiksens Facebook-opslag.

»Der er ikke nogen grund til at blande sig i sådan en debat, når Danmarks formentlig kommende statsminister Mette Frederiksen taler deres sag,« siger han.

Jarl Cordua mener, at Lars Løkke Rasmussen ønsker at få det til at se, ud som om Socialdemokratiet er i samme situation med Enhedslisten, som Venstre er med Stram Kurs.

Men det endte med at give bagslag.

»Mette Frederiksen udnytter muligheden til at påpege, hvor store forskelle der er på Enhedslisten og Stram Kurs, som jeg tror, at langt de fleste er enige i,« siger Jarl Cordua.

Andre læser også