Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt og de allerstørste spillere på det danske marked for dagligvarer kan have overtrådt konkurrencelovgivningen.

Som B.T. afdækkede tirsdag, indkaldte Jakob Engel-Schmidt med kort varsel repræsentanter for detailbranchen til et møde i ministeriet 15. juni.

Her ville ministeren sikre sig dagligvarebranchens ‘håndslag’ på, at regeringens bebudede nulmoms på frugt og grønt samt halveringen af momsen på alle andre fødevarer kommer til slå igennem i lavere priser til forbrugerne ude ‘ved kassebåndet’.

Lektor og ekspert i konkurrenceret ved Københavns Universitet Christian Bergqvist pointerede her i B.T., at det er i strid med konkurrenceloven, hvis deltagerne på mødet - Coop, Salling Group, Lidl, Nemlig.com og De Samvirkende - har talt om priser på mødet.

»Alene at tale om prisdannelse på et sådant møde er ulovligt, og den, der inviterer til mødet, er en del af ulovligheden,« sagde Christian Bergqvist. 

B.T. har spurgt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen under Erhvervsministeriet, om skatte- og- vækstministerens momsmøde med supermarkederne er på den rigtige eller forkerte side af stregen.

I første omgang lød svaret fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at det spørgsmål var ‘for politisk’ og sendte bolden videre til Erhvervsministeriets departement.

Men departementet sendte bolden tilbage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som nu har svaret B.T., at det afhænger af en konkret vurdering.

Styrelsen skriver:

»Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen oplyser, at en eventuel overtrædelse af konkurrencereglerne altid vil afhænge af den konkrete situation. Konkurrenceloven hindrer ikke, at en branche mødes med en minister, så længe deltagerne i mødet er opmærksomme på konkurrencereglerne.«

Forskning dokumentere, at langt hovedparten af momssænkelser forsvinder i øget profit i kæden fra producent til butik og/eller bliver ædt op af bureaukrai.  Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Ifølge Christian Bergqvist burde skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt i sin invitation til mødedeltagerne have gjort det meget klart, at han gerne ville tale om den tekniske implementering af momssænkelserne, men at der ikke ville blive talt om priser på mødet.

Men i invitationen til mødedeltagerne - som B.T. har læst - lægger Jakob Engel-Schmidt ikke skjul på, at formålet med mødet er at sikre, at momssænkelserne skal give lavere priser ude i supermarkederne.

»Jeg har en klar forventning om, at I som virksomhed og branche selvfølgelig deler vores ønske om, at en nedsættelse af momsen på fødevarer også vil gavne danskerne, som hver dag fylder indkøbskurven i jeres butikker. Og at I ikke vil øge jeres profit som følge af momsnedsættelsen,« skrev Jakob Engel-Schmidt i invitationen.

Og videre:

»I den forbindelse ønsker jeg at indgå et partnerskab med jer i detailbranchen (...) jeg håber, at I vil give mig håndslag på, at I ikke vil øge jeres profit som følge af momsnedsættelsen.«

Konkurrencelovens paragraf 6 lyder: “Det er forbudt for virksomheder m.v. at indgå aftaler, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen.”

'Håndslag' er som bekendt et synonym 'aftale'.

Nu kunne det være interessant at få indblik i, hvad der rent faktisk blev sagt, men ifølge Skatte- og vækstministeriet findes der ikke et referat fra det lukkede møde.

Med på mødet var Jannick Nytoft, administrerende direktør i brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd, der blandt andre repræsenterede Rema 1000 til mødet.

Han bedyrer over for B.T., at der ikke blev »talt om priser som sådan« på mødet, men at der var en generel diskussion om momssænkelsers gennemslag på priserne ude i butikkerne.

»Vi talte blandt andet om erfaringerne fra Sverige, som for nylig har sænket momsen på fødevarer til seks procent, og i Tyskland er fødevaremomsen syv procent, så vi ser meget gerne, at momsen på fødevarer bliver sat ned, så vi er konkurrencedygtige med Tyskland og Sverige,« siger Jannick Nytoft.

Kan du lægge hånden på hjertet og sige, at der ikke blev snakket priser, der på nogen måde kunne være i strid med gældende konkurrencelovgivning, på mødet med ministeren?

»Altså, nu er jeg jo ikke konkurrencelovsjurist, men baseret på det møde, jeg deltog i, diskuterede vi moms og afgifter.«

Og ikke hvordan det ville influere på priserne ude ved kassebåndet?

»Nej, ikke andet end at vi som samlet dagligvarebranche siger, at for os, der handler det om, at vi har en pris, og på den pris bliver der lagt enten nulmoms på eller 12,5 procent eller 25 procent, alt efter hvad man politisk vedtager.« 

»Så skal konkurrencen nok sørge for det andet (at priserne bliver lavere for forbrugerne, red.). Så der blev ikke diskuteret eller aftalt nogen priser.«

Også Jakob Engel-Schmidt afviser, at mødet har været på kant med konkurrenceloven.

»På det møde har jeg naturligvis hverken bedt nogen om at aftale priser eller omgå konkurrencereglerne,« sagde han til B.T. tirsdag.

International forskning dokumenterer, at langt hovedparten af de momssænkelser forskellige regeringer har gennemført i EU bliver spist og af øget profit til producenterne, grossisterne, leverandørerne og detailledet samt af bureaukrati.

B.T. har siden 4. juni bedt Jakob Engel-Schmidt svare på, om han er enig eller uenig i de fagfællebedømte forskningsresultater, som er offentligtgjiort i af verdens mest anerkendre tidsskrifter for økonomisk forskning, Journal of Political Economy.

Det har ministeren nægtet at svare på.