Coronaepidemien er fortsat under kontrol – men man bør fastholde massetest og automatiske nedlukninger. Og coronapasset skal fortsat spille central rolle.

Det skriver Statens Serum Institut til partiledere og ordførere i et notat, som B.T. er i besiddelse af.

Notatet er oversendt til partierne forud for forhandlingerne om yderligere genåbning af samfundet fra 21. maj, der begynder i eftermiddag.

SSI skriver, at selvom samfundet har set stigende smitte efter de første genåbningsfaser, så 'holder den observerede udvikling sig fortsat under niveauet for de tidligere prognoser for både smittetal og indlæggelser'.

Dermed er der kontrol over coronasmitten, men det understreges, at det er sket på grund af 'den massive testindsats og implementering af en model for automatisk nedlukning', står der i notatet.

Også coronapasset bliver nævnt som afgørende i smittebekæmpelsen og 'mindske superspredningsbegivenheder samt bevare incitamentet for den enkelte til at blive testet'.

Selvom SSI ikke kommer med egentlige anbefalinger, så lægger man til grund i samtlige scenarier, at coronapasset stadig spiller en aktiv rolle i epidemikontrollen.
Selvom SSI ikke kommer med egentlige anbefalinger, så lægger man til grund i samtlige scenarier, at coronapasset stadig spiller en aktiv rolle i epidemikontrollen. Foto: TOM LITTLE
Vis mere

SSI har i oplægget til forhandling vurderet 14 konkrete lempelser, der kan træde i kraft 21. maj.

Det er blandt andet en yderligere lempelse af forsamlingsforbuddet, fuldt fremmøde på ungdoms- og voksenuddannelser samt lempelser for hjemmearbejde for offentligt ansatte, der er blevet undersøgt.

De er vurderet individuelt, men i en sammenfattende konklusion er der tegn på bekymring hos SSI.

Kombinationen af de mange lempelser kan give en »betragtelig« stigning i smittetallene – og særligt forsamlingsforbuddet koblet med færre restriktioner på restauranter og barer skaber dybe panderynker.

Et højere forsamlingsforbud 'åbner for afholdelse af større fester i private hjem', og dermed har SSI en frygt for flere supersprederbegivenheder, lyder det i notatet.

Selvom SSI ikke kommer med egentlige anbefalinger, så lægger man til grund i samtlige scenarier, at coronapasset stadig spiller en aktiv rolle i epidemikontrollen.

Netop coronapasset er centralt i eftermiddagens forhandlinger. De borgerlige partier, Enhedslisten og Radikale Venstre har talt for en ny »kørekortsmodel«, hvor det i højere grad er den enkeltes ansvar at lade sig teste – og altså ikke eksempelvis restaurantens ansvar at tjekke det.

Regeringen stod dog i sidste forhandlingsrunde i begyndelsen af maj stejlt på at bevare den udbredte brug af coronapasset.

Her henviste man netop til det faktum, at coronapasset får flere danskere til at lade sig teste.