Klokken var tæt ved 02.30 i nat, da en flok trætte partiledere og et par ministre endelig kunne sætte to streger under rammen for den næste genåbningsfase, der starter på torsdag.

Men undervejs i de ni og en halv time lange forhandlinger var der hårde opgør og skænderier mellem især de borgerlige partier og regeringen.

Flere kilder beskriver over for B.T., at nattens forhandlinger om genåbningen står tilbage som de mest genstridige og konfliktfyldte i lang tid.

I centrum for dramaet var især skolebørnenes tilbagevenden til klasselokalerne, festivaler og coronapasset. Sidstnævnte skulle være det punkt på dagsordenen, hvor kløfterne var størst, erfarer B.T. fra flere kilder.

Jakob Ellemann-Jensen (V) ankommer til genåbningsforhandlinger i Justitsministeriet mandag den 3. maj 2021.
Jakob Ellemann-Jensen (V) ankommer til genåbningsforhandlinger i Justitsministeriet mandag den 3. maj 2021. Foto: Emil Helms
Vis mere

Omkring klokken 21.30, mere end tre timer efter forhandlingsmødets start, kom det første egentlige aftaleudkast fra regeringen på bordet.

Men udkastet blev fra starten mødt med stor modstand i forhandlingslokalet, blandt andet fordi regeringen som udgangspunkt ikke ville tillade alle børn at vende tilbage i skole på fuld tid.

I udkastet var der nemlig lagt op til, at 5.-8. klasse i Region Hovedstaden fortsat kun måtte møde i skole hver anden uge. Desuden ville regeringen heller ikke sende de unge på gymnasierne tilbage med fuldt skoleskema.

Samtidig lagde regeringen op til, at coronapasset og det store forsamlingsforbud på 500 personer foreløbigt skulle forlænges indtil 30. september. Altså efter alle danskere over 18 år er vaccineret.

Resultatet af den nye genåbningsaftale er, at de sidste skolebørn nu kan komme fuldt tilbage i klasseværelset fra torsdag.(Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Resultatet af den nye genåbningsaftale er, at de sidste skolebørn nu kan komme fuldt tilbage i klasseværelset fra torsdag.(Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Men den idé blev hurtigt skrottet efter protester. I stedet er det store forsamlingsforbud nu forlænget til 31. august, mens partierne allerede fredag drøfter en solnedgangsklausul for coronapasset, når alle - efter planen - er vaccineret i slutningen af august.

I det hele taget var slagsmålet om coronapasset det, der fik konflikten til at blusse op.

Regeringens argument for at fastholde den udbredte brug af coronapas var, at det ville få folk til at lade sig teste hyppigt.

Flere kilder beskriver, at regeringen ikke ville rykke sig en millimeter på kravet om coronapas.

Justitsminister Nick Hækkerup sad for bordenden under nattens forhandlinger om genåbning af samfundet. (Foto: Jens Dresling/Scanpix 2021)
Justitsminister Nick Hækkerup sad for bordenden under nattens forhandlinger om genåbning af samfundet. (Foto: Jens Dresling/Scanpix 2021) Foto: Jens Dresling
Vis mere

Fornemmelsen i lokalet var, at justitsminister Nick Hækkerup ikke havde mandat fra sin chef Mette Frederiksen til at give sig på coronapasset.

Derfor måtte flere partier i blå blok og til dels Enhedslisten opgive at fjerne krav om coronapas for eksempelvis fitnesscentre, som åbner på torsdag.

Stillingskrigen eskalerede omkring klokken 23.30, hvor forhandlingerne gik over i løs diskussion uden nogen form for styring, beretter kilder til B.T.

Herefter måtte regeringen igen i skriveværkstedet og komme med et revideret aftaleudkast.

(ARKIV) House Of Pain på Orange Scene på Roskilde Festival torsdag den 30. juni 2016. Genåbningsaftale lægger op til maksimalt 2000 deltagere ved festivaler mellem 21. maj og 1. august. Det skriver Ritzau, tirsdag den 4. maj 2021.. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) House Of Pain på Orange Scene på Roskilde Festival torsdag den 30. juni 2016. Genåbningsaftale lægger op til maksimalt 2000 deltagere ved festivaler mellem 21. maj og 1. august. Det skriver Ritzau, tirsdag den 4. maj 2021.. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix) Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

Klokken passerede midnat, og coronapasset var stadig det store slagsmål, ligesom festivaler og større arrangementer var genstand for heftig uenighed.

Partier i både den blå og røde lejr var kritiske over, at forsamlingsforbuddet skulle være så stramt, at festivaler blev tvunget til at aflyse.

Noget, som tirsdag morgen har vist sig som den klare konsekvens. Stort set alle større musikarrangementer har aflyst efter nattens aftale.

02.45 stillede en flok trætte politikere sig op foran de par journalister, der var blevet tilbage. Resultatet: En aftale, der endnu en gang fremrykker væsentlige dele af genåbningen.