»Det er spild af skatteborgernes penge.«
Sådan lyder det fra 53-årige Peter Nordvig Præst fra Hvidovre til B.T. Han er godt og grundigt træt af, at hans kommune bruger ressourcer på at tilbyde sine borgere gratis elcykler.
Og han er langt fra alene.
Selvom gryden, der udgør dansk økonomi, ifølge landets toppolitikere er ved at være tom, har en række kommuner øremærket bunkevis af skattekroner til udlån af elcykler.
Det gælder eksempelvis i Gladsaxe Kommune, hvor en aktindsigt til B.T. viser, at der alene i løbet af efteråret 2025 og foråret 2026 bruges i omegnen af 250.000 kroner på elcykler.
Konkret kan borgerne låne cyklerne i to måneder:
»Udlånet af elcykler til borgere er et led i Gladsaxe Kommunes arbejde for at fremme grøn mobilitet,« fremgår det af aktindsigten, hvor der også står:
»Udover et mindre klimaaftryk er der effekter ift. fysisk og mental sundhed, sygefravær, slid på vejene, luftforurening, sparet brændstofforbrug m.m.«
Også Hvidovre Kommune, hvor Peter Nordvig Præst bor, tilbyder borgerne at låne elcykler i en tremåneders periode.
Det har fra december måned sidste år til og med maj måned i år kostet kommunekassen 95.500 kroner.
For at man kan låne en elcykel skal man bruge en bil som primært transportmiddel i hverdagen og besvare et spørgeskema efter låneperioden, oplyser kommunen.
I skemaet vil man blandt andet blive spurgt om, hvor meget man i hverdagen brugte elcyklen frem for bilen.
»Vi arbejder ud fra tillid og kontrollerer ikke de oplysninger, borgerne giver os,« oplyser kommunen til B.T. og fortæller, at der er planer om at køre en udlånsrunde mere efter sommerferien.
»Herefter skal kommunens Center for Plan og Miljø evaluere på, om udgifterne til ordningen står mål med effekten,« lyder det.

Men beslutningen har tilsyneladende allerede bragt sind i kog i lokalområdet.
For hvorfor bliver pengene ikke i stedet brugt på noget, der »faktisk samfundsmæssigt giver mening i Hvidovre?«
Sådan lyder en ud af mange vrede kommentarer på Facebook under et opslag om elcykels-projektet fra Hvidovre Kommune.
»Giv dog hjemmeplejen ordentlige cykler, betingelser og løn, så køber eller lejer vi andre selv vores cykler,« skriver en bruger.
Peter Nordvig Præst er en af dem, der her har givet sin utilfredshed til kende. Overfor B.T. uddyber han sin kritik:
»Det er et ædelt formål. Men jeg synes i bund og grund - helt enkelt - at der ikke er tale om en kommunal opgave.«
I en skriftlig kommentar til B.T. forholder borgmester Anders Wolf Frisdahl Andresen (SF) sig til kritikken.
»Det kan godt være, at nogen har svært ved at se, hvad meningen er med, at kommunen låner elcykler ud til borgerne,« udtaler borgmesteren.
»Men svaret er, at vi i Hvidovre Kommune har et mål om, at vi skal nedbringe CO2-udslippet markant over de kommende år, så vi kan blive CO2-neutrale i 2045.«
Endvidere lyder det fra Vestegnsborgmesteren, at borgernes transport i hverdagen her har en afgørende betydning.
»Med lånecyklerne forsøger vi at hjælpe borgere, der normalt bruger bilen, til nye gode vaner, som både er til gavn for klimaet, deres egen sundhed og trængslen på vejene i hovedstadsområdet.«


