En kvindelig kandidat i Glostrup har fået nok. Helt nok.
Nu har hun politianmeldt Bylisten-stifteren og medlem af Glostrup Byråd, Lars Thomsen, for et forløb, der udviklede sig fra alt andet end politiske samtaler.
Det skriver Sjællandske Nyheder.
Kvinden ønsker at være anonym, fordi hun frygter konsekvenserne ved at stå frem.
I politianmeldelsen beskriver hun, hvordan den profilerede kandidat kom med gentagne seksuelle tilnærmelser – og i telefonen fremsatte ét helt vildt krav.
Ifølge kvinden sagde han blandt andet, at han ville rive tøjet af hende, bad hende tage sexet tøj på og spurgte direkte til farven på hendes undertøj.
Hun forklarer, at hun forsøgte at glide af og skifte emne, mens panikken voksede.
Men episoderne fortsatte.
Ved et vælgermøde kom han ifølge kvinden helt tæt på bagfra og lod hånden glide hen over hendes ben og bagdel.
Dagen efter løftede han hende op i et langt kram, mens to partifæller så til. Begge har bekræftet episoden over for Sjællandske Nyheder.
Men det en episode ved hendes eget hjem, der bliver dråben.
Da hun spørger, om hun midlertidigt må tage hans valgplakat ned under et arrangement, som hænger i samme mast som hendes egen lige uden for huset, falder kommentaren, der får det hele til at vælte.
»Så skal du gå i seng med mig,« siger Lars Thomsen.
Kvinden bliver så rystet, at hun senere ringer til ham for at høre, om hun overhovedet hørte rigtigt. Denne gang trykker hun på optageknappen.
Og i telefonen gentager Lars Thomsen igen og igen budskabet:
»Men det er alligevel en stor ting,« siger han blandt andet i samtalen, der nu er en del af politiets materiale.
Kvinden har efterfølgende blokeret ham på sociale medier og har fået tilbudt krisehjælp af sit parti.
'Jeg har en lækker kone'
Lars Thomsen bekræfter udtalelsen, men afviser, at det var alvorligt.
»Der er jo ingen, der går i seng med en for at få taget en plakat ned. Det var fis,« siger han til B.T.
Han mener, at kvinden burde have hørt, at det var en joke:
»Jeg vil godt undskylde for, at hun har opfattet det helt forkert. Jeg mente, hun kunne gennemskue det. Det svarer jo til jeg havde sagt: ‘Giv mig Himmelbjerget for at tage plaketten ned’. Jeg kørte bare videre på en joke i telefonen, som var ment som en oneliner.«
Mener du, det er forkert, at hun - og i givet fald andre kvinder - opfatter sådan en kommentar som grænseoverskridende?
»Nej, det er ikke det, jeg siger. Jeg har aldrig ønsket at overtræde hende eller andres grænser. Vi har snakket sammen i måske 50 timer i år, så jeg synes, vi har en ret tæt relation.«
Han nægter dog, at han nogensinde har været fysisk grænseoverskridende:
»Jeg har aldrig rørt nogen numser eller noget. Jeg har kun løftet hende op i et kram, fordi hun er lille dame, og det har været kærligt ment. Der er jo ikke noget seksuelt i det. Overhovedet.«
Han påpeger, at han slet ikke er interesseret i hende på den måde:
»For jeg har en meget lækker kone,« forklarer han og tilføjer:
»Min kone siger, at jeg nogle gange er en knold. [...] Men jeg kommer selvfølgelig ikke til at lave den joke igen. Jeg skal jo gerne stramme op, så jeg ikke siger ting ud i det blå. Det er bare nogle gange svært, når munden løber hurtigere end hjernen.«
Det er langt fra første gang Lars Thomsen får kritik. B.T. har tidligere afsløret, at han figurerer på en liste over dårlige udlejere.
