Skimmelsvamp, fugt, huller i taget.

På Lolland bliver der udlejet så mange faldefærdige huse, at borgmesteren nu samler de største bolighajer på en sort liste. Politiker og udlejer Lars Thomsen er mod sin vilje havnet på den.

»Jeg føler, at man har været meget aggressiv over for mig,« siger Lars Thomsen, da B.T. møder ham og borgmester Holger Schou Rasmussen i Rødbyhavn.

B.T. har i en serie artikler sat fokus på bolighajer. En lang række lejere er utilfredse med boliger udlejet af Thomas Gert Gläser og Kenneth Jakobsen, der også står på Lollands Kommunes sorte liste.

Vi går ind i en af Lars Thomsens 56 boliger. Han er i gang med at udskifte alt i huset, fordi kommunen forbød ham at udleje den efter fund af skimmelsvamp.

Udlejer Lars Thomsen (tv.) og Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen (S). Foto: Jacob Friberg
Udlejer Lars Thomsen (tv.) og Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen (S). Foto: Jacob Friberg
Vis mere

»Der har jo boet en her, mens huset ikke har været i stand til det,« siger borgmester Rasmussen.

Han fortæller, at hans medarbejdere ofte ikke kan komme i kontakt med bolighajerne på Lolland, da de ofte bor i udlandet.

Lars Thomsen derimod er ikke svær at finde. Han er tidligere medlem af Venstre og nu medlem af kommunalbestyrelsen i Glostrup for Bylisten.

Vil stresse bolighajer

Lars Thomsen har ifølge ham selv ikke noget at skjule.

Han forklarer med stor fortællelyst, at han konstant forbedrer sine boliger. Det har dog ikke forhindret fire af dem i at blive kondemneret – at få forbud mod beboelse. Kommunen har desuden sager på yderligere fire af hans ejendomme.

Han var dog ikke klar over, at han stod på borgmesterens liste over dårlige udlejere.

»Jeg tror, at en af grundene til, at jeg står på listen, er, at hvis jeg får et påbud, så laver vi det. Også inden for tidsfristen. Det ser jo godt ud i enhver forvaltning, at der er rykket, og det er blevet lavet,« siger Lars Thomsen, der ud over at være udlejer, er tidligere formand for Socialudvalget i Glostrup Kommune.

Sidste år blev han kritiseret for at udleje dårlige boliger til socialt udsatte, mens han samtidig var formand for Socialudvalget.

Ifølge Lars Thomsen er hans lejere dog glade for at bo i hans ejendomme. Det bekræftes af de lejere, som B.T. ringer til.

Efter oplevelsen med dårlig presseomtale er han begyndt et samarbejde med Lolland Kommune, der nu får lov til at se hans boliger, hvis den ønsker det.

»Lars er en af de sjældne typer, der er begyndt at samarbejde,« siger borgmester Holger Schou Rasmussen og tilføjer:

»Vi har rigtig mange, der køber privat bolig hernede for at leje den ud og tjene penge. Hvis man køber et hus til 100.000 kroner, må man også bruge penge på at sætte det i stand, inden man putter mennesker i boligen. Det er der rigtig mange, der ikke gør. Og det er mennesker i nød, der ikke har råd til at bo i hovedstadsområdet,« forklarer borgmesteren og varsler et opgør med bolighajerne.

»Vi vil gøre alt for at stresse dem. Vi har flere eksempler på, at vi må flytte folk, der var flyttet ind i en dårlig bolig. Så skal vi genhuse dem og betale for flytning. Den udgift bør være udlejerens,« siger han.