De Radikale har samlet sig. Nu skal tilliden genopbygges. Og Sofie Carsten Nielsen har optrådt uværdigt for en leder af et politisk parti.
Det var nogle af hovedbudskaberne, da Det Radikale Venstres politiske, leder Sofie Carsten Nielsen, søndag selv stillede sig frem foran den ventende presse ved partiets lokaler på Kompagnistræde i det indre København.
»Jeg har begået fejl. Jeg har raset for meget. Det er uværdigt for en politisk leder,« sagde Sofie Carsten Nielsen.
Og raset har hun. Tidligere på ugen skrev den dugfriske politiske leder på sin Facebook-profil netop, at hun var rasende. Rasende på Ida Auken, som fra sit sygeleje havde skrevet, at Sofie Carsten Nielsen udmærket godt vidste, at Morten Østergaard havde flere sager om krænkelser bag sig.
Jeg har en dialog med Ida Auken og vi skal klinke skårene. Ingen tvivl om detSofie Carsten Nielsen, politisk leder for Radikale Venstre
Det havde Sofie Carsten Nielsen ellers tidligere forklaret, at hun ikke vidste. Det holdt hun fast i i sit opslag.
Siden eksploderede balladen i Det Radikale Venstre. Jens Rohde skrev en meget lang opdatering på de sociale medier, at han også ville gå, hvis Ida Auken røg ud. Pludselig truede den totale nedsmeltning.
Men søndag fandt Sofie Carsten Nielsen så forsonende toner frem.
»Vi har haft et rigtigt godt og åbent møde,« indledte hun og fortsatte lige lyserødt:

»Vi er enige om, at en samlet folketingsgruppe ser fremad og har brug for tid til at genopbygge tillid,« sagde den radikale leder, som forklarede, at alle var enige om, at de to sidste uger har været rædselsfulde.
Sofie Carsten Nielsen undskyldte også over for de mange radikale medlemmer og dem, som stemte radikalt ved seneste valg.
»Vi går i gang med at lave radikal politik i morgen,« forklarede hun.
»Det er åbenlyst, at der er behov for at genopbygge tillid. Vi skal være åbne og ærlige med hinanden. Det har vi givet håndslag på i dag,« sagde hun.
Men hvad var der så blevet af striden mellem Sofie Carsten Nielsen og Ida Auken? Var alt bare glemt?
»Jeg har en dialog med Ida Auken, og vi skal klinke skårene. Ingen tvivl om det,« sagde Sofie Carsten Nielsen, som også understregede, at ingen af de nuværende gruppemedlemmer var i fare for at blive ekskluderet.
B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, spurgte, om Sofie Carsten Nielsen fastholdt, at hun ikke havde kendt til Morten Østergaards krænkelsessager. Her fastholdt Sofie Carsten Nielsen den udlægning, som hun tidligere havde afgivet – at hun ikke havde kendskab til dem.
Hun fik desuden forklaret, at den samlede folketingsgruppe nu bakkede op om hende som politisk leder.
Da gruppen så igen gik ind bagved, blev Martin Lidegaard udenfor til flere spørgsmål. Martin Lidegaard stillede op til kampvalg i folketingsgruppen som politisk leder, men tabte til Sofie Carsten Nielsen med stemmetallet 12-4.
Lidegaard forklarede, at han nu også forpligter sig til at gå helt og fuldt ind i arbejdet for radikal politik og lade stridighederne ligge.
»Det har været en svær tid. Jeg stillede jo selv op, så jeg havde jo også selv valgt anderledes. Men jeg kaster mig nu helhjertet ind i at lave en radikal politik, som jeg kan se mig selv i,« sagde Lidegaard.