'Jeg er ærgerlig over, at Jens ikke føler sig hjemme i vores parti. For vi har og skal altid have plads til stor forskellighed. Og stor uenighed.'

Sådan skriver Radikale Venstres formand, Sofie Carsten Nielsen, på Facebook, efter Jens Rohde har meldt ud, at han forlader partiet.

Selv om der skal være plads til uenighed og forskellighed i partiet, blev den tydeligvis for stor mellem Sofie Carsten Nielsen og Jens Rohde.

Rohde begrunder nemlig sit exit med, at han ikke længere kan se sig selv i partiets politik. Ifølge ham tager partiet ikke længere udgangspunkt i midten, det er blevet for aktivistisk, og meningerne er blevet for hårde.

Det skriver han på Facebook.

Jens Rohde har været medlem af De Radikale, siden han kom i Folketinget i 2019, hvor han har bestridt posterne som boligordfører, EU-ordfører, medieordfører og ordfører vedr. nordisk samarbejde.

Det fremgår ikke, hvorvidt Rohde trækker sig fra Folketinget, forsætter som løsgænger eller noget helt tredje.