Lørdag bliver Troels Lund Poulsen formand for Venstre, og det bliver dermed hans ansvar at finde en vej for Venstre. I første omgang fremad, men i sidste ende skal han også finde vejen hjem.
»Venstre skal ikke hjem, vi skal videre« er nok det mest klare udsagn, den afgående formand Jakob Ellemann-Jensen vil blive husket for.
Den afstandtagen til kaos og intern kannibalisering, der har præget blå blok i en årrække, og som tidligere V-formand Lars Løkke Rasmussen begyndte opgøret med i valgkampen i 2019 med udgivelsen af bogen (manifestet) 'Befrielsens øjeblik'.
Venstre gik massivt frem på Løkkes melding i 2019, og han har nu kronet værket med deltagelsen i en bred regering hen over midten, men som formand for et andet parti.
Venstre sidder også i den regering. Og det var måske nok gået bedre, hvis de havde været samlet bag den formand, der foreslog sådan en konstruktion. Men indtil nu har de været samlet bag en formand, der 'aldrig' ville gøre Mette Frederiksen til statsminister. Og det er hele problemet.
Ser man på tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens tale fra det ekstraordinære landsmøde i 2009, hvor han gav depechen videre til Lars Løkke Rasmussen som formand og Kristian Jensen som næstformand, står problemet lysende klart.
Dengang kunne Fogh rose sig selv og Venstre for at være 'det bredest forankrede parti i Danmark'. Han sagde blandt andet.:
»Vi baserer vor politik på holdninger og værdier. Ikke på bestemte grupper eller klasser.«
Venstre var selv efter tre valg, hvor de fastholdt magten, Danmarks største parti. Men det handlede ikke kun om størrelse. Det handlede også om brand, og Fogh kunne kalde Venstre for 'et moderne parti'.
Det væsentligste var dog, at Fogh-regeringerne kom til på at være noget andet end Poul Nyrup Rasmussen, som til sidst led voldsomt under, hvad der blev oplevet som et svigt af 'efterlønsgarantien'. Og derfor kunne Fogh i 2009 sige:
»Vi har genskabt respekten om det politiske løfte,« og han fortsatte:
»Vi har sat en ære i, at det, vi siger før et valg, står vi ved og gennemfører efter et valg. Gerne i form af konkrete løfter, som vi kan måles på.«
Det kan man ikke sige om Venstre nu. Og det er det store problem, som har martret Venstre mest i denne valgperiode.
Det er i øvrigt et problem, som Troels Lund Poulsen har et næsten lige så stort ansvar for, som den afgående formand Jakob Ellemann-Jensen.
Troels Lund Poulsen var med til at planlægge en valgkamp med benhårde angreb på Mette Frederiksen – og med til bagefter at gøre hende til statsminister igen.
Han arbejder godt sammen med hende nu. Og han har i sinde at blive ved med netop det. Venstre skal stadig ikke hjem.
Da man valgte Jakob Ellemann-Jensen som formand for Venstre, var det med ønsket om at lægge internt ævl og kævl bag sig. Ukonstruktive magtkampe og uskøn ledelse. Man ville have værdighed og ordentlighed.
Og så lå der en uudtalt forhåbning om, at unge Ellemann kunne gøre som sin far: Skabe begejstring om Venstre, som en anden så senere kunne krone med en statsministerpost.
I stedet fløjtede profilerne ud af partiet. Og hvor Uffe Ellemann havde en loyal og arbejdsom næstformand i Anders Fogh Rasmussen, forlod Jakobs næstformand projektet og startede sit eget parti, som ironisk nok romantiserer Fogh-æraen.
I dag ligger Venstre på et lavere niveau, end da selv Uffe Ellemann-Jensen sled med dårlige målinger i starten af sin formandstid. Og de er omgivet af partier, der er udsprunget af Venstres værdier, men præsenterer klarere politiske budskaber.
Konkurrencen er hårdere end nogensinde før. Og partiet sidder lige nu i regering med ærkefjenden, som det derfor er svært at positionere sig op imod.
Opgaven er rimeligt klar for Troels Lund Poulsen. Først skal han genetablere tilliden til Venstres løfter, så skal han genopfinde det politiske projekt og skabe fremgang. Men det egentlige krav er, at han skal finde vejen hjem. Hjem til blå blok.
I 2009 sagde Anders Fogh Rasmussen farvel. Der var styr på arvefølgen i Venstre, fortalte han: Nu fik Lars Løkke Rasmussen depechen, derefter ville Kristian Jensen få den, og så fortsatte han - til manges store overraskelse og fleres forargelse - og derefter havde Venstre jo Troels Lund Poulsen.
Venstre er med andre ord tilbage på Foghs plan. Her 22 år – minus et par dage – efter folketingsvalget i 2001, som indvarslede en gylden tid for Venstre, men som lige nu er fjern fortid.
Ugens spekulation
Der vil komme en justering af regeringen. Det ligger klart, for Venstre har allerede meddelt, at næstformand Stephanie Lose vil indtræde på ministerholdet.
Spørgsmålet er, om hun stryger direkte ind på økonomiministerposten igen, og der ikke sker mere, eller om Venstre og måske også de øvrige partier i regeringen vil benytte lejligheden til at fortage en større rokade.
Regeringen har også indikeret, at Justitsministeriet på et tidspunkt skal deles i to. Der er også et behov for en Europa-ministerpost. Og endelig kan de tre partiledere jo give deres hold et kritisk gennemsyn og foretage justeringer.
Men der er det lille problem, at den danske EU-kommissærs jobsøgen ikke er afsluttet. Dermed er det ikke alle brikker, der kan bringes i spil endnu.
Noget tyder på, at den situation skal afklares, før den rokade, man egentligt ønsker, kan gennemføres.
Ugens måling
YouGov har for B.T. foretaget en måling blandt Venstre-vælgere om, hvorvidt det var en fejl at gå i regering med Socialdemokratiet og Moderaterne.
Det erklærer 50 procent sig helt eller delvist enige i, mens kun 14 procent er helt uenige, og 15 procent delvist uenige.
Det er selvsagt et stort vink med en vognstang til Venstre om, at mens de arbejder på at få det bedste ud af samarbejdet, er det en god idé at holde et halvt øje på bagudgangen.
Ugens opråb
Jyllands-Posten bragte fredag et opråb fra tre Venstre-folk fra det decimerede by-Venstre, hvor de blandt andet kalder på flere investeringer i kollektiv trafik og et større fokus på storbyerne.
Det bør man tage pænt imod fra Venstre-toppen, som har brug for en modvægt til det fokus på landbruget, som weekendens Venstre-landsmøde også vil afføde.
Det er nærmest umuligt at rykke Venstre fremad, så længe partiet sidder fastlåst i en gnaven disputs med eget bagland om noget, som næsten kun kan skubbe vælgere væk fra partiet.