B.T.s politiske kommentator Søs Marie Serup fælder dom over partiledernes præstation under torsdagens corona-debat.
Debatten blev lidt tandløs og meget pæn. Det er et format, der understøtter statsministeren Mette Frederiksens evne til at hæve sig over alle andre som Snehvide omgivet af de syv små dværge.
De øvrige partiledere gjorde det faktisk alle sammen udmærket - nogle med alt at vinde, andre med mest at tabe.
Der var ikke rigtigt nogen, der hverken vandt eller tabte en masse. Hvis de ledte efter en oplagt mulighed for at trække fra feltet, så kan de finde det bag sig. Det var de spildte muligheders aften for de fleste. Og til sidst tog Mette Frederiksen sikkert stikket hjem. Lidt som når Tyskland vinder EM og VM i fodbold.
Mette Frederiksen - “Jeg passer på DK”-Mette
Aftenens debat var ikke et spørgsmål om, hvorvidt Mette Frederiksen var stærkest blandt partilederne, men om HVOR meget stærkere, hun var. Hun indledte dog ukarakteristisk underskudsagtigt foran Statens Museum for Kunst, hvor hun lod sig tirre af Henrik Qvortrups spørgsmål om hendes retorik om “ligposer i lastbiler” i andre lande.
Det affødte usædvanligt arrogante og bidske svar fra statsministeren, som ikke så godt ud i den situation. Mon ikke hun var overtændt forud for debatten.
Hun fandt dog hurtigt storformen, da først debatten gik i gang, hvor hun naturligt indtog rollen som den, der konkluderede - og det er chefen, der gør det. Hun holdt “jeg passer på DK-stilen sikkert”, men hun brugte mange kræfter på at rose egen indsats - det er der sikkert også grund til, men det kan godt blive lidt trættende at høre på, når debatten nu handlede om at se fremad.
Ligesom den sproglige kvælerkrammer af alle, der får hende til at kunne sige noget, der lyder som tak, ydmyghed, enighed eller ros (også gerne til sig selv) kan blive lige lovligt tyk. Det er dog effektivt og gennemført.
Jakob Ellemann-Jensen
Venstre-formanden ramte sådan set nogle rene pointer om testning, manglende åbenhed og skatte-, afgift- og byrdestop. Men man sidder stadig lidt og venter på et ordentlig tordenskrald fra Venstre-formanden. Nuvel, det var ham, alles øjne hvilede på - og debatten er ikke ligefrem en nem platform at være offensiv på, men man har fornemmelsen af, at han har et gear mere, end det vi så.
Jakob Ellemann-Jensen har et meget korrekt sprog - ikke mindst udtale - og det kan virke noget stivnakket. Især på dage, hvor den knastørre humor ikke rigtigt kommer i spil. Men vi skal nok vænne os til det. Og så kan vi i det mindste alle sammen høre det.
Det helt store problem for Jakob Ellemann-Jensen er, at han simpelthen ikke kan fremtvinge, at de øvrige partier er nødt til at forholde sig til, hvad han siger. Selv da han forsøgte at rette et skarpt spørgsmål til statsministeren, lod Ask Rostrup (værten, red.) ham ikke komme af sted med det. Det udstiller manglende autoritet.
Han bedste moment i debatten var, da han selv tog spørgsmålet op igen og virkede oprigtigt indigneret på vegne af de virksomhedsledere, der ikke kan få klare svar fra regeringen. I det gear kan han noget. Men det tog for lang tid at komme dertil - det var ikke kun hans skyld, men også debattens skyld. Den blev meget klappe-kage-pæn.
Kristian Thulesen Dahl - klassiske Kristian
Det allerværste er ifølge Kristian Thulesen Dahl, at de ældre er isolerede. “Prøv at forestille dig at være dement og tro, at man er blevet efterladt af sine pårørende” - gylden olie fra DF.
Et parti i krise skal også tilbage til kernekompetencerne, men Kristian Thulesen Dahl sælger naturligvis ikke det budskab lige så overbevisende, som Pia Kjærsgaard gjorde i sin tid. Han er ikke dårlig, hun var bare fænomenal.
Kristian Thulesen Dahl holder sig til partiets kernebudskaber - det viser, hvilken disciplin han besidder. Han skal dog finde sin charmerende og morsomme side frem. Og den er der.
Pernille Skipper - Forsigtige Pernille
»Hvis alle de andre går i slikbutikken, så står jeg udenfor med håndspritten klar!« Skipper indtager med en underspillet stil rollen som den mest forsigtige - ikke frygtsomme, men ansvarligt forsigtige partileder. Det gør hun virkelig godt!
Det er stadig uklart, hvad Enhedslisten vil herfra ud over at være mere saglige, forsigtige og velovervejede end de andre. Er det nok? Måske.
Morten - “Det kan folk sagtens forstå” Østergaard
Østergaard taler for, at folk kan forstå komplicerede forhold - underforstået: Mette Frederiksen, lad være med at tyg maden for folk. Det er en fin position for en Radikale Venstre-formand, som dog ikke fik sat mange mindeværdige aftryk på aftenens debat, selvom han - som altid - var veloplagt.
Østergaard er bedst, når han er international - ikke mindst, fordi det er en bane, som har stort set har for sig selv. Det var faktisk lidt snyd, at han ikke fik lov (af vært) til rigtigt at udfordre Mette Frederiksen på, hvorfor regeringen ikke vil være med til et fælles europæisk beredskab med værnemidler mm. Det kunne være blevet godt, men der blev fløjtet en falsk offside på Østergaard.
Ekstra point til Østergaard for afslutningen, hvor han fokuserede på tacklinger fremfor krammere - det var næsten ikke til at bære flere knækkede stemmer og tårer i øjenkrogene. Så tak for at lette stemningen!
Pia Olsen Dyhr - Omsorgsfulde Pia
Pia Olsen Dyhr svarede “nej og kun nej” til spørgsmålet om, hvorvidt prisen for et menneskeliv kan blive for høj. Det er altid skønt, når politikere kan nøjes med et så klart svar.
Pia Olsen Dyhr påtager sig rollen som den, der i højeste grad vil påtage sig de menneskelige hensyn. Det er klogt, for det bliver intuitivt oversat til velfærd, som er en styrkeposition for SF. Så hvor Skipper er den rolige og forsigtige, er Pia Olsen Dyhr den omsorgsfulde. Den fordeling kan hun godt være tilfreds med.
Josephine Fock
Jeg blev glad af at se Josephine Focks grønne palliet-disco-klud om halsen. Hun har helt sin egen stil - og kedelig er den i hvert fald ikke. Desværre taler hun lidt monotont og ofte meget alvorligt, men alternativister er måske ligeglade, så længe det, der kommer ud af munden, er ligeså grønt som charmekluden.
Det lykkedes ikke for Josephine Fock at bruge partilederdebatten til at demonstrere, at der er brug for Alternativet på Christiansborg.
Søren Pape Poulsen
Søren Pape Poulsens utålmodighed oser ud af ham. Hans kropssprog skriger nærmest: Så lad os dog komme i gang. Han taler konsekvent, så det er til at forstå, han udviser humor og overskud - og man er ikke i tvivl om, hvad han mener.
Han vil være sikker på, at hver en krone, der bliver brugt, skal bruges klogt. Klassisk konservativt og uden at blive skødehund eller lillebror til Venstre. Og statsministeren udnyttede snedigt Papes ord om, at det er “fædrelandskærlighed at svinge dankortet” til at træde på Jakob Ellemann-Jensen.
Det ville dog klæde Pape at bruge sin selvsikkerhed til at være mere offensiv - til gavn for både Konservative og hele blå blok. Det er ham, der lige nu har styrken til det.
Alex Vanopslagh
Det var lidt svært at se bort fra Vanopslaghs gangster-nålestriber, men han er nu altid interessant at høre på. Han kunne dog godt lade sig inspirere lidt af den tidligere formands fanden-i-voldskhed. Vanopslagh skal huske, at Liberal Alliance skal være barnet i 'Kejserens nye klæder' - fræk, direkte, klarsynet. Han er næsten for pæn i sin debatform - især når man kender hans styrke som slagterhund. Vanopslagh har intet at vinde ved at være så pæn og afventende. Intet.
Han skulle tværtimod banke speederen i bund, når han taler om, at “den offentlige sektor også skal bidrage til at betale regningen for krisen”. Han er helt alene med de budskaber, og der findes mennesker, der sukker efter at høre netop det budskab - og leveret af en som ham.
Pernille Vermund
Pernille Vermund er usædvanlig dygtig til at lyde både afbalanceret og omsorgsfuld. Og det er først og fremmest et problem for Kristian Thulesen Dahl. Mens Thulesen Dahl koncentrerede sig om de ældre og andre kernekompetencer, så gik hun på strandhugst hos Dansk Folkeparti i den regionale dagsorden - og hold nu op hvor kan hun afvæbne. Men det er stadig ret uklart for den uindviede, hvad det er, Nye Borgerlige bidrager med på Christiansborg.