Videoer fra Hizb ut-Tahrirs demonstration på Den Røde Plads på Nørrebro i København tirsdag aften, har sat det politiske Danmark i kog. 

B.T. var til stede og forsøgte at få folk i tale. Der var dog kun en demonstrant, der havde lyst til at tale med B.T. 

Han fortalte, at Hamas' angreb på Israel, hvor man blandt andet udførte en terroraktion på en musikfestival og dræbte 260 personer, var et 'super angreb'. Du kan se interviewet i toppen af artiklen. 

Bjørn Brandenborg, der er retsordfører for Socialdemokratiet, kunne næsten ikke tro sine egne ører. 

»Jeg fik en boblende vrede i kroppen. Jeg blev meget, meget rystet over, at den slags ting foregår i Danmark. Det er folk, som fejrer, at en masse uskyldige mennesker er slået ihjel. Det er usmageligt, og det hører ikke til nogen steder,« siger han. 

Bjørn Brandenborg (S) mener, at videoerne viser billigelse af terror.
Bjørn Brandenborg (S) mener, at videoerne viser billigelse af terror. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

I en anden video fra demonstrationen forsvarer medlem af Hizb ut-Tahrir Taimullah Abu-Laban angrebet på musikfestivalen og sammenligner palæstinenserne med de danske modstandsfolk under Anden Verdenskrig. Du kan se interviewet her. 

Bjørn Brandenborg mener, at myndighederne skal tage affære, når personer roser terrorangreb, som det Hamas' har begået i Israel. 

»Jeg har bedt justitsministeren se på vores nuværende lovgivning omkring billigelse af terror, for det vi ser i de videoer, som B.T. har bragt, ligner unægteligt billigelse af terror. Det skal stoppes,« siger socialdemokratiets retsordfører. 

Til slut fortæller Bjørn Brandenborg, at videoerne også peger i retning af større problemer. 

»De viser, at der er nogle meget store kulturelle problemer i vores samfund – primært i muslimske miljøer, som er totalt på månen i forhold til det samfund, man er en del af,« siger han. 

Konflikten mellem Israel og Palæstina blussede op igen lørdag, hvor terrororganisationen Hamas udførte flere angreb i Israel. Efterfølgende har Israel udført en række gengældelsesangreb, og der er hundredvis af døde på begge sider. 

I forbindelse med angrebene på Israel ramte Hamas en musikfestival nær gazastriben, hvor man indtil videre anslår, at terrororganisationen har slået 260 personer ihjel. 

Derudover har Hamas taget flere gidsler, som de truer med at slå ihjel, hvis Israel fortsætter luftangreb. 

Andre læser også