Lyt til artiklen

Efter et gruppemøde i Socialdemokratiet sætter partiet nu for første gang ord på fyringen af udviklingsordfører Mette Gjerskov.

Den tidligere fødevareminister og nu altså detroniserede ordfører meddelte tidligere tirsdag selv på Twitter, at hun var blevet sat fra bestillingen.

Hun udlagde det selv som en følge af, at hun er gået imod partiets linje i burkaforbuddet, som netop er blevet førstebehandlet i Folketinget.

Det bekræfter gruppesekretær Christine Antorni i en skriftlig udtalelse.

'Mette Gjerskov har taget forbehold og talt imod gruppens beslutning i medierne. Socialdemokratiet har gode interne processer og diskussioner, hvor ordet er frit. Men der skal der ikke være tvivl om Socialdemokratiets politik, og man kan ikke bestride tillidsposter, hvis man ikke respekterer at stå sammen om væsentlige politiske emner, herunder udlændingepolitikken,' skriver hun og erkender, at spørgsmålet ikke er enkelt.

'Et forbud mod burkaer løser ikke integrationsudfordringerne alene og det er ikke uden dilemmaer. Når Socialdemokratiet har besluttet at støtte forbuddet, skyldes det, at burkaen ikke blot er et stykke tøj, men et middel til social kontrol. Vi står på kvindernes side i den frihedskamp. Det bakker den socialdemokratiske folketingsgruppe op om'.

BT forsøger at få en kommentar fra Mette Gjerskov selv.

Ny udviklingsordfører er Nick Hækkerup, der hidtil har været udenrigsordfører, men som altså nu får et ekstra ordførerskab.