Venstre melder nu markant ud om et af de mest betændte emner i dansk integrationspolitik. 

Nemlig på spørgsmålet om bederum på landets uddannelsesinstitutioner. 

Her går regeringspartiet nu ind for et forbud. Det fortæller integrations- og udlændingeordfører Hans Andersen i et interview med B.T. 

»Vi har drøftet det i gruppen, og vi ønsker et forbud mod reflektionsrum på offentlige uddannelsesinstitutioner, og vi vil have mulighederne for et forbud undersøgt,« siger han og fortsætter:

En Instagram-video, hvor dette billede er fra, fra den muslimske studenterforening MSA City Campus viste med al tydelighed, at der foregik en slags kønsopdeling af et 'bederum' på Københavns Universitet, vurderede islamforsker Thomas Hoffmann i 2024.
En Instagram-video, hvor dette billede er fra, fra den muslimske studenterforening MSA City Campus viste med al tydelighed, at der foregik en slags kønsopdeling af et 'bederum' på Københavns Universitet, vurderede islamforsker Thomas Hoffmann i 2024.

»Vi er nemlig af den opfattelse, at et forbud hjælper særligt kvinder, men også mænd til ikke at blive presset til noget, de ikke har lyst til. Hvordan forbuddet præcist skal udformes, det må vi så finde ud af.«

Udmeldingen kommer, efter at Kommissionen for den glemte kvindekamp i slutningen af januar offentliggjorde sine længe ventede anbefalinger. 

I den forbindelse kom det frem, at halvdelen af medlemmerne støtter et forbud mod bederum.

En anden af kommissionens anbefalinger er, at det tildækningsforbud, også kaldet burkaforbud, der allerede eksisterer på offentlige steder, skal udvides, så det også gælder på uddannelsesinstitutioner. 

Og dét forslag fortæller Venstre også nu, at de bakker op om. 

Kært barn har som bekendt mange navne. Dette er også tilfældet for de "bederum," som Venstre og partiets ordfører på området, Hans Andersen, nu ønsker at forbyde på landets uddannelsesinstitutioner. Nogle steder kaldes det for reflektionsrum, andre steder for stillerum.
Kært barn har som bekendt mange navne. Dette er også tilfældet for de "bederum," som Venstre og partiets ordfører på området, Hans Andersen, nu ønsker at forbyde på landets uddannelsesinstitutioner. Nogle steder kaldes det for reflektionsrum, andre steder for stillerum. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

»I Danmark møder vi hinanden ansigt til ansigt. Og det skal vi ikke fravige på grund af misforståede religiøse særhensyn. Derfor mener vi, at tildækningsforbuddet skal omfatte uddannelsesinstitutioner,« siger Hans Andersen.

Venstre har tidligere været imod et forbud mod bederum og partiets daværende ordfører på området, nemlig nuværende kulturminister for Moderaterne Jakob Engel-Schmidt, kaldte det sågar for »symbolpolitik,« da Socialdemokratiet foreslog det i 2017. 

Men nu er man altså blevet klogere, lyder det.

»Der er mere viden i dag om, hvad der foregår, hvor I (på B.T., red.) også har afdækket kønsopdeling af refleksionsrum, som ikke hører til i Danmark. Så der er brug for flere værktøjer til at hjælpe på problemet.«

Refleksionsrum bliver jo ikke kun brugt som en slags bederum, men også som et sted, hvor unge kan søge hen og finde ro. Er der ikke en risiko for, at I kommer til at forbyde noget, der faktisk er til stor gavn? 

»Vores kamp mod negativ social kontrol, kampen mod kvindeundertrykkelse og kampen mod æresrelaterede forbrydelser er det vigtigste her, og der er reflektionsrum og i nogle tilfælde kønsopdelte bederum ikke understøttende for den kamp,« siger Hans Andersen.

I september sidste år kunne B.T. afsløre, at der foregik kønsopdeling af et »bederum« på Københavns Universitet.

Dengang stemplede integrations- og udlændingeminister Kaare Dybvad-Bek (S) hårdt ind i debatten. 

»Danskerne skal ikke finansiere kønsopdelte bederum til mennesker, der mentalt lever i middelalderen. Det er hovedrystende skørt, at det kan finde sted på en dansk uddannelsesinstitution,« sagde han.

Alligevel ville Kaare Dybvad-Bek forleden ikke svare direkte på, om han og Socialdemokratiet stadig går ind for et forbud mod bederum, som de gjorde det i 2017

Det får regeringspartierne imidlertid nu lejlighed til at diskutere. 

»Vi vil nu gå videre med sagen til minister Kaare Dybvad Bek, og jeg ser frem til en konstruktiv drøftelse med regeringsparterne om de her forslag,« fortæller Hans Andersen.