Lyt til artiklen

Inden danskerne gik til stemmeurnerne, var både Venstre og De Konservative fuldstændig stålsatte på, at Folketinget skal tage initiativ til en uvildig advokatundersøgelse af regeringens juridiske ansvar i Minksagen.

Derfor skuffer det både politikere og virksomhedsejere, at retorikken nu er blevet anderledes tandløs i takt med, at Venstre er ved at afklare, om man skal gå med i en regering med Mette Frederiksen for bordenden. Tidligere fredag meldte De Konsertive, at det ikke længere er en del af regeringsforhandlingerne.

Det bringer TV Midtvest en historie om.

»Det er jo dybt skuffende, at man har et parti, som fraviger sine ultimative krav under et valg. Det gør man ikke,« siger Klaus Strøm Kristensen, indehaver af virksomheden Twinca, som har levet af at producere fodermaskiner til minkbranchen.

Især Venstre er blevet mere rund i udtalelserne om en advokatvurdering. Inden valget gik den samlede borgerlige opposition ud og krævede sådan en vurdering.

»En samlet borgerlig opposition er enig om, at det (en juridisk vurdering, red.) skal ske efter valget. Vi skal en gang for alle have afklaret og afsluttet minkskandalen,« skrev de borgerlige partier i en fælles erklæring.

Stor krammer: Ellemann og Mette Frederiksens mulige forestående regeringskonstellation vækker bekymring i Venstres bagland for, at der aldrig kommer en uafhængig advokatvurdering.
Stor krammer: Ellemann og Mette Frederiksens mulige forestående regeringskonstellation vækker bekymring i Venstres bagland for, at der aldrig kommer en uafhængig advokatvurdering. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Bemærk det lille ord »skal«. Efter valget er det blevet erstattet af mere pragmatiske og forsonlige udtryk, såsom »kan« eller »jeg synes«.

For eksempel, da Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, mødte pressen efter fire timers forhandlinger med Mette Frederiksen mandag 28. november.

»Vi har behov for, at der er et værdigt punktum for den sag. Og der synes jeg, at en advokatvurdering kan være en naturlig måde at få sådan en afslutning på. Men det er ikke noget, vi har drøftet i dag,« sagde Jakob Ellemann-Jensen.

Ved Venstres landsmøde spurgte B.T. også Venstres formand om hans krav til en advokatvurdering.

»Jeg synes, det er vigtigt, at vi får sat et værdigt punktum i minksagen. Det synes jeg stadig er noget, der udestår. Vi har peget på en advokatvurdering. Det, synes jeg, ville være en logisk måde at gøre det på,« sagde Ellemann.

Den tidligere Venstre-borgmester i Favrskov Kommune udtaler også til TV Midtvest, at siden Venstre har været så bastant i partiets udmeldinger om at stå fast på en advokatvurdering, er han nu bekymret for, at hans parti »sælger ud«.

Venstres politiske ordfører, Thomas Danielsen, har afvist at udtale sig til TV Midtvest.