Børne- og uddannelsesdirektør i Kolding Kommune Helle Thiele er blevet fritstillet med øjeblikkelig virkning.

Et overforbrug på 29 millioner kroner på skoleområdet har nu medført, at 59-årige Helle Thiele er blevet afskediget fra sit job som børne- og uddannelsesdirektør i Kolding Kommune.

Det skriver Jydske Vestkysten.

Afskedigelsen af den nu tidligere børne- og uddannelsesdirektør blev ifølge JydskeVestkysten godkendt af Kolding Byråd på et lukket møde tirsdag aften.

»Vi har efter gensidig aftale indgået en fratrædelsesaftale med Helle Thiele, og den aftale har byrådet godkendt. Jeg kan ikke sige mere,« siger borgmester Jørn Pedersen (V) til Jydske Vestkysten.

Dermed ser det ud til, at Helle Thiele kan træde i fodsporene på forvaltningens økonomichef, Kai Ekmann, som hun selv fyrede for nylig som følge af overforbruget.

Den fyring fik imidlertid Kai Ekmann til at rette sine skyts mod Helle Thiele og kommunens skolechef, Lars Svenson.

I en redegørelse, som han ifølge JydskeVestkysten sendte til de ni medlemmer af børne- og uddannelsesudvalget, skrev han, at de to havde løjet over for politikerne, da de skulle redegøre for det massive overforbrug.

Det er over en periode på tre år, at overforbruget på 29 millioner har fundet sted, og årsagen skal ifølge JydskeVestkysten findes i, at en række besparelser, som der ellers var budgetteret med, enten ikke er blevet gennemført eller bogført korrekt.

Helle Thiele har været ansat som børne- og uddannelsesdirektør i Kolding Kommune i tre år.

Hun tiltrådte stillingen i februar 2016.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Helle Thiele.