Under påskud af at afholde et julelotteri snød en mand angiveligt sine kolleger for flere tusinde kroner.
Sådan lyder et enkelt af de i alt 20 anklagepunkter mod en mand, der er tiltalt for adskillige tilfælde af underslæb - subsidiært mandatsvig
Manden, der havde en chefstilling i en dansk kommune, har ifølge anklagemyndigheden svindlet for et beløb i omegnen af 750.000 kroner gennem en periode på fire år - fra 2011 og frem til 2015.
Godt 135.000 kroner af det beløb skulle manden angiveligt have tilegnet sig ved at have solgt computere og andet elektronik, der tilhørte kommunen, for egen vindings skyld.
Således fremgår det blandt andet af anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, at manden tilbage i 2013 angiveligt solgte to Macbook-computere til en værdi på henholdsvis 11.188,75,- og 12.260,- 'for at skaffe sig selv eller andre uberettiget vinding.'
De to computere tilhørte kommunen, der således led et tilsvarende formuetab.
Samme fremgang skulle manden angiveligt have benyttet sig af i yderligere otte tilfælde i nogenlunde samme tidsrum.
Af anklageskriftet fremgår det videre, at manden angiveligt købte adskillige computere og dyrt fotoudstyr på kommunens regning, hvorefter han returnerede varen og fik pengene krediteret til egen konto. Det gjorde sig tilsyneladende gældende i 2015, hvor manden købte fire computere, heriblandt tre af mærket Apple, til en samlet værdi af 54.096 kroner i Elgiganten og Computer City.
Manden lagde ifølge anklagemyndigheden selv ud for de fire computere, fik kommunen til at dække sit udlæg og returnerede herefter de fire computere, således at pengene blev ført tilbage til hans egen konto.
I sagens forhold 20, der omhandler det klart største beløb, skulle manden i tidsrummet mellem 2011 og 2015 for kommunens midler have indkøbt elektronik for i alt 454.628,-, heriblandt 13 iPhones, otte iPads og 11 bærbare computere, som manden fjernede fra sin arbejdsplads og opbevarede på sin egen bopæl.
Første retsmøde i sagen fandt sted i starten af november. Her oplyste manden, der i øvrigt er beskyttet af navneforbud, at han nægter sig skyldig.
Der forventes at falde dom 7. december.


