Hjælpepakker til erhvervslivet for milliarder. Retningslinjer, som ændres nærmest dag for dag. Hård kritik for at 'udskamme' Ikea og den nu skrottede voucher-ordning.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har virkelig været i vælten under coronakrisen. Så meget, at han begyndte at kunne mærke det fysisk.
I et interview med TV Midtvest fortæller Simon Kollerup, at han på et tidspunkt under coronakrisen følte sig uoplagt og tog til lægen.
»Der var et tidspunkt, hvor jeg kunne mærke nogle fysiske symptomer på, at nu gik det for stærkt i for lang tid,« siger den 34-årige minister til mediet.
For en sikkerheds skyld fik Simon undersøgt sit hjerte.
Ministeren understreger, at han trives med det store arbejdspres, som giver arbejdsuger på op til 80 timer. Han erkender også, at der følger afsavn med.
På hjemmefronten.
Simon Kollerup har hverken kunnet være den ægtemand eller far, som han gerne vil, den seneste tid på grund af arbejdspresset.
Han og konen Stine har to børn sammen på henholdsvis seks og syv år.
Under coronakrisen blev Simon Kollerup kritiseret for at udskamme Ikea for at genåbne, selv om der i loven intet var til hinder for, at møbelgiganten igen slog dørene op for kunderne.
»Nogen har sagt, jeg har forsøgt at udskamme en virksomhed i Danmark. Det har faktisk ikke været mit ønske. Jeg er helt oprigtigt ked af, hvis det er sådan, folk har opfattet det. Men hver gang noget åbner, så påvirker det smittetrykket, og hvis det fortsat skal være kontrolleret, så er det en god idé at koordinere, når ting åbner. Også selv om butikker har været frivilligt lukket ned,« sagde Simon Kollerup til TV 2 om sin håndtering af Ikea-sagen.
Som erhvervsminister stod han også bag den omdiskuterede voucher-ordning, som nu er blevet droppet.
I første omgang var der ellers lagt op til, at rejseselskaberne kunne få lov til at give kunderne en voucher – gældende for et år – frem for at refundere rejsen.
Men det sagde EU nej til, og nu er en ny aftale så sat sammen.
»Voucher-løsningen er helt ude. Den del er væk,« forklarer Lars Thykier, administrerende direktør for Danmarks Rejsebureau Forening.