Frie Grønnes leder, Sikandar Siddique, kan blankt afvise den episode, som den konservative rådmand på Frederiksberg, Laura Lindahl, taler om i B.T.-podcasten Borgerlig Tabloid.

En episode, der udspillede sig under et kursus i 2023, hvor en »mega fuld« Siddique – ifølge Lindahl – flere gange skulle have banket på hendes dør og vindue midt om natten.

Skærmbillede af den besked, Laura Lindahl sendte sin medkursist om natten.
Skærmbillede af den besked, Laura Lindahl sendte sin medkursist om natten.

I et længere opslag på Facebook, hvor Siddique anklager medierne for at forsøge at »begå karaktermord« på ham, nævner han blandt andet den historie, som B.T. bragte onsdag.

Her skriver han, at han ikke kan genkende, at han skulle have været beruset og banket på hendes dør – ligesom han også har fortalt til B.T.

»Det er simpelthen ikke rigtigt. Det lyder som en rigtig ubehagelig oplevelse, og som noget mange kvinder desværre vil kunne genkende, men jeg har altså ikke banket på nogens dør. Sådan opfører jeg mig ikke.«

Sikandar Siddique påpeger dog timingen i, at Lindahl fortæller sin historie netop nu – kort før valget.

»Men selvfølgelig kan man få lov til at sige sådan noget seks dage før et valg i en podcast med sin tidligere partikollega, Joachim B., som i meget lang tid har haft det voldsomt svært med både mig og alt, der er bare en smule propalæstinensisk. Det kunne de ikke have timet meget bedre.«

»Jeg kan ikke se det som andet end en smædekampagne, der har til formål at stoppe vores benhårde kritik af både det israelske apartheidregime og vores egne passive politikere herhjemme,« lyder det fra partiformanden.

Til slut i opslaget slår han fast, at pressen ikke kommer til at »lukke munden« på ham, uanset hvor mange historier, pressen skriver om ham.

»Jeg ved godt, at det er fordi, de er skrækslagne over tanken om et Israel-kritisk, systemafvisende parti, som faktisk bliver valgt af befolkningen. Men de kan ikke stoppe det.«

Skærmbilleder af opkald fra Sikandar Siddique til Laura Lindahl over Instagram. Taget fra Laura Lindahls telefon.
Skærmbilleder af opkald fra Sikandar Siddique til Laura Lindahl over Instagram. Taget fra Laura Lindahls telefon.

I det pågældende podcastafsnit nævner Laura Lindahl også, at Sikandar Siddique skulle have kimet hende ned dén aften i 2023.

Noget, hun også har fremlagt ovenstående beviser for. Denne del kommenterer formanden for Frie Grønne dog ikke i opslaget.