En debat om Frie Grønnes kontroversielle valgplakater i forbindelse med det kommende kommunalvalg tager pludselig en drejning i onsdagens afsnit af B.T.s debatpodcast Borgerlig Tabloid.

For da den konservative rådmand på Frederiksberg og tidligere folketingsmedlem for Liberal Alliance, Laura Lindahl, får ordet, lyder det sådan her:

»Jeg kan slet ikke tage de der valgplakater seriøst. Men jeg har nok også i virkeligheden svært ved at tage Sikandar Siddique seriøst,« siger hun og fortsætter:

»Jeg havde en oplevelse med ham for nogle år tilbage, hvor manden står og hamrer på min dør i en kæmpe brandert til et kursus, så jeg synes, han er så langt ude,« lyder det fra Lindahl, der i podcasten bliver bedt om at uddybe.

Sikandar Siddique oplyser til B.T., at han »overhovedet ikke« kan genkende Laura Lindahls udlægning af episoden.

En episode, som Laura Lindahl nu vælger at bringe frem, da den ifølge hende er en »karakterbrist«, der er relevant for vælgerne at vide, hvis de overvejer at stemme på Siddique den 18. november.

‘Hvad fanden vil han?’

Vi skal tilbage til maj 2023, hvor Laura Lindahl, Sikandar Siddique og andre kursister er på et kursus med overnatning på et kursuscenter i Hvalsø som en del af et længere lederuddannelsesforløb.

Et forløb, der udbydes af CBS Executive Fonden i samarbejde med High Performance Institute.

Laura Lindahl fortæller:

»Den ene aften var der middag. Jeg går så i seng på et tidspunkt, og jeg vågner af, at det hamrer på min dør. Jeg åbner ikke, men jeg tænker, hvad fanden foregår der?,« lyder det fra Lindahl, der oplyser, at klokken var mellem to og halv tre om natten, da hun hørte bankene.

Hun fortsætter: »Og så kan jeg høre vedkommende gå væk og ud på gårdspladsen, hvor der var et vindue, jeg kan kigge ud af. Jeg kan så se, at det er Sikandar, og så kommer han hen og hamrer på mit vindue,« lyder det fra Laura.

Hun fortæller, at hun lægger sig ned på gulvet og forsøger at gemme sig på værelset.

Pludselig begynder det at hamre på hendes dør igen – og så begynder hendes telefon at ‘kime’, fortæller Lindahl, der understreger, at hun kun har et offentligt kendskab til Siddique.

Skærmbilleder af opkald fra Sikandar Siddique til Laura Lindahl over Instagram. Taget fra Laura Lindahls telefon.
Skærmbilleder af opkald fra Sikandar Siddique til Laura Lindahl over Instagram. Taget fra Laura Lindahls telefon.

Lindahl oplyser, at Siddique forsøger at ringe til hende 11 gange over Instagram.

 Pludselig ringer et ukendt nummer også.

»Jeg slår nummeret op og kan se, at det er ham.«

B.T. har set skærmbilleder af de 11 opkald over Instagram og af tre opkald fra Siddiques telefonnummer.

Opkald, Siddique foretager fra klokken 02:13 til 2:42 den 25. maj 2023.

Adspurgt, hvorfor Lindahl hverken tager telefonen eller åbner døren, lyder det, at hun er for utryg til at gøre nogen af delene.

»Jeg er i chok og utryg. Hvad fanden vil han? Og hvorfor så insisterende? Det er jo en mand på 140 kilo, der står og hamrer på min dør og på mine vinduer midt om natten,« lyder det fra Laura Lindahl, der undervejs vælger at skrive til en medkursist på LinkedIn.

Skærmbillede af den besked, Laura Lindahl sendte sin medkursist om natten.
Skærmbillede af den besked, Laura Lindahl sendte sin medkursist om natten.

B.T. har talt med medkursisten, der i sit svar til Lindahl den nat beskriver Siddique som værende »uden for pædagogisk rækkevidde.«

Vedkommende ønsker ikke at medvirke med navn, men han bekræfter, at Laura Lindahl kontaktede ham om natten, fordi hun var utryg over Siddiques adfærd.

Efter en halv times tid bliver der stille, fortæller Lindahl, hvorefter hun lægger sig til at sove på sit værelse.

Hun oplyser, at Siddique i alt når at ‘hamre’ på hendes dør ad tre omgange og på hendes vindue en gang.

B.T. har præsenteret Laura Lindahls fortælling for Sikandar Siddique, der i et svar til B.T. skriver, at han ikke kan genkende Lindahls udlægning af episoden.

Konkret afviser han at skulle have banket på Laura Lindahls dør og vindue.

»Det gjorde jeg bestemt ikke. I øvrigt anede jeg ikke, hvor hun boede,« skriver han.

Da B.T. spørger Lindahl, hvorfra Siddique skulle have vidst, hvor hun boede, svarer hun, at det aner hun ikke.

Ifølge Sikandar Siddique er de mange opkald over Instagram et udtryk for, at opkaldene ikke gik igennem, da han forsøgte at ringe til hende.

Hvorfor Siddique – ifølge ham selv – overhovedet forsøgte at ringe til Lindahl, vender vi tilbage til.

Dagen efter

I Borgerlig Tabloid fortæller Lindahl, at hun dagen efter episoden vågner noget rystet.

Da hun møder op til morgenmad – hvor Siddique ikke er mødt op – vælger hun derfor at tage fat i de to kursusansvarlige, henholdsvis Allan Levann, der er stifter af High Performance Institute, og Stine Staffeldt, der er programdirektør i CBS Executive Fonden.

»Jeg fortæller dem, at jeg har haft den her oplevelse i nat, som jeg synes er mega grænseoverskridende. De er chokerede over, hvad jeg fortæller, og siger, at vi må håndtere det i næste pause,« fortæller Lindahl.

Men inden de når så langt, får Lindahl øje på Siddique på gårdspladsen, hvor hun vælger at konfrontere ham.

»Jeg spørger ham: Hvad fanden har du gang i?«

Ifølge Laura Lindahl virker Siddique uforstående og forsikrer hende om, at han bare var bekymret for hende, fordi »hun pludselig var væk«.

Til B.T. fastholder Siddique i dag sin forklaring om, at han forsøgte at ringe til Lindahl, fordi han var bekymret for hende.

Ifølge Siddique havde Lindahl nemlig givet udtryk for at være utilpas og beruset, inden hun »pludselig var væk fra selskabet«.

I et svar til B.T. skriver han: »Vi havde lige tilbragt en hel dag sammen på et kursus, og når jeg kan se, at hun sidder og har det skidt, er jeg altså opdraget til at reagere. Det forstår jeg ikke, at man forsøger at mistænkeliggøre nu.«

Men den forklaring gav – og giver stadig – ingen mening ifølge Laura Lindahl.

Lindahl fortæller, at de ikke kender hinanden, at hun på ingen måde havde det skidt eller var utilpas, og at hun kun havde drukket et glas vin om aftenen – i modsætning til Sikandar, der ifølge Lindahl havde drukket sig »mega fuld« og væltet et bord i fuldskab.

En episode, som den tidligere omtalte medkursist også bekræfter.

B.T. har været i kontakt med en række af kursisterne. Tre af dem fortæller, uafhængigt af hinanden, at Sikandar var »meget beruset«.

De resterende har ingen kommentarer, da de enten ikke var til stede, gik tidligt i seng eller ikke så noget.

Da B.T. konfronterer Sikandar Siddique med påstandene om, at han drak sig »meget fuld«, svarer han:

»Jeg kan godt se, at man gerne vil tegne et billede af mig som en stor og farlig, brun mand, men jeg kan altså kun ryste på hovedet af det. Nu er Laura Lindahl ikke for fin til at bodyshame mig, og det er da sket, at den klodsethed, som følger med min kropstype, har ført til væltede ting. Men hvis det virkelig passede, at jeg skulle have opført mig grænseoverskridende, ville jeg næppe have fået lov til at færdiggøre kurset.«

Laura Lindahl tager hjem

I Borgerlig Tabloid fortæller Lindahl, at hun, efter at have konfronteret Siddique, går med ham over til de to kursusansvarlige.

Her fortæller Siddique – ifølge Lindahl – at han bare er en ‘omsorgsfuld bamsefar’.

Ifølge Laura ender samtalen med, at en af de kursusansvarlige, Allan Levann, opfordrer Lindahl og Siddique til at give hinanden et kram og komme videre.

En håndtering, Laura Lindahl stiller sig uforstående over for:

»Jeg tænkte bare: 'what the fuck', og siger: Det kommer ikke til at ske.«

Hun fortsætter: »Jeg går så ind til undervisningen igen, men kan godt mærke, at det her ikke er okay. Jeg har det sygt mærkeligt med den episode. Så jeg pakker mine ting og tager hjem,« fortæller hun.

Til B.T. fortæller Siddique, at Lindahl under samtalen med de kursusansvarlige trækker i land og undskylder for hendes »mistænkeliggørende adfærd«.

Han skriver:

»Episoden endte ud i, at vi talte sammen og blev enige om, at det var en misforståelse. Det må kursuslederne kunne bekræfte.«

Konfronteret med Siddiques udlægning af samtalen svarer Laura Lindahl, at hun er chokeret over »hans løgne«:

»Jeg har aldrig nogensinde undskyldt over for ham. Jeg har intet at undskylde for – tværtimod«

Hun understreger, at hun på ingen måde trak i land og fortsætter: »Han bankede flere gange på min dør midt om natten og også på mit vindue – jeg så ham udenfor mit vindue, derfor er jeg 100 procent sikker på, at det var ham.«

B.T. har været i kontakt med de to kursusansvarlige, der bekræfter, at der på det pågældende kursus i maj 2023 har været en episode mellem Laura Lindahl og Sikandar Siddique.

De har ikke yderligere kommentarer.

B.T. har dog set de beskeder, Laura Lindahl udvekslede med Stine Staffeldt, efter Lindahl tog hjem.

Et uddrag af de beskeder, Laura Lindahl udvekslede med Stine Staffeldt, efter Lindahl tog hjem.
Et uddrag af de beskeder, Laura Lindahl udvekslede med Stine Staffeldt, efter Lindahl tog hjem.

Her udtrykker Staffeldt forståelse og anerkender, at det må have været »en voldsom oplevelse«.

Hun tilbyder også at tale situationen igennem over en telefonsamtale.

Til trods for at Laura Lindahl – i Borgerlig Tabloid – giver udtryk for, at Stine Staffeldt håndterer situationen »godt« og udtrykker, at det er uretfærdigt, at Lindahl må trække sig, vælger Laura Lindahl efterfølgende at melde sig helt ud af uddannelsesforløbet på grund af episoden.

De kursusansvarlige har over for B.T. ikke villet kommentere på, hvorfor Sikandar Siddique fik lov til at fortsætte på uddannelsen.

Hvorfor nu?

Ligesom Sikandar Siddique stiller Laura Lindahl op til det kommende kommunalvalg, der finder sted den 18. november.

Mens Siddique stiller op i København, er Lindahl kandidat for De Konservative på Frederiksberg.

Til B.T. siger Siddique, at han mener, at historien er et udtryk for, at man gerne vil »ramme« ham lige op til et valg.

Til B.T. skriver han: »Hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg egentlig, at karakterbristen i denne historie består i, at forsøge at skabe en sensationsfortælling omkring en episode, man selv har sagt undskyld for.«

Laura Lindahl fastholder, at hun ikke trak i land, og at hun på ingen undskyldte over for Siddique. Hun kalder hans forklaring »en løgn«.

Hvorfor vælger du at bringe en over to år gammel episode op midt i en valgkamp?

»Det er en karakterbrist at stå og hamre på en fremmed kvindes dør og vindue midt om natten og kime hende ned,« fortæller Lindahl, der tilføjer:

»Nu står vi og snakker om hans valgplakater, og jeg har det bare sådan lidt: Hvem fanden er den her mand? Det her er min oplevelse med ham, og det kan man tage ind, hvis man overvejer at sætte sit kryds ved ham.«

Hør interviewet med Laura Lindahl i B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid, i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

Borgerlig Tabloid

Sikandar Siddique oplyser til B.T., at han ikke kan genkende Laura Lindahls udlægning af fortællingen. En diskussion om valgplakater tager en drejning i B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid. I en snak om, hvorvidt valgplakater overhovedet skal være lovlige, og hvad man skal tænke om Frie Grønnes stærkt kritiserede valgplakater, vælger den konservative rådmand på Frederiksberg, Laura Lindahl, at dele en “grænseoverskridende oplevelse” med partiets leder, Sikandar Siddique. En oplevelse, der udspillede sig under et kursus i maj 2023. B.T. optog dette afsnit af Borgerlig Tabloid den 31. oktober 2025. På grund af afsnittets konkrete påstande har B.T. efterfølgende indhentet dokumentation for Laura Lindahls påstande og været i kontakt med de omtalte personer i Laura Lindahls fortælling – herunder Sikandar Siddique. Han genkender ikke Laura Lindahls udlægning af episoden og afviser konkrete påstande. Hør Sikandar Siddiques svar til sidst i afsnittet. Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst:  Laura Lindahl, byrådsmedlem for De Konservative i Frederiksberg Kommune  Lotte Kofoed, byrådsmedlem for SF i Frederiksberg Kommune  Journalist: Maria Asmine Dam Producer: Teis Zacho og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke