I dag bliver de streamet på Aarhus Kommunes hjemmeside – i fremtiden kan du sidde med til bords ude i fælleshusene.

I hvert fald hvis det står til SF i Aarhus, der stiller forslag om at rykke hver fjerde byrådsmøde ud i lokalsamfundene i Aarhus.

»Vi har normalt byrådsmøde fra klokken 16 til 22 hver anden onsdag, så vi foreslår, at de lokale fællesråd i en times tid inden selve byrådsmødet kan være med til at facilitere en åben dialog mellem borgere og lokalpolitikere,« fortæller Liv Gro Jensen (SF) til B.T.

Helt konkret kan borgerne dog ikke være en aktiv del af selve byrådsmødet, når der skal træffes beslutninger. Men håbet er, at borgerne har lyst til at blive hængende efter den uformelle dialog og overvære byrådsmødet, så beslutningerne kommer »helt tæt på,« forklarer Liv Gro Jensen.

»Jeg hører igen og igen, at aarhusianerne giver udtryk for, at de oplever en afstand mellem byrådet og resten af Aarhus. Vi mener, der er rigtig meget uforløst potentiale i at få en tættere kontakt mellem byråd og borger.«

Byrådspolitikerne skal således sætte mere tid af til at snakke med borgerne. Det kræver bare, at fællesrådene rundt omkring i Aarhus midtby og opland har lyst til at få dem på besøg.

Kritikken af forslaget har blandt andet tidligere lydt på, at det ville være for teknisk kompliceret, da byrådsmøderne eksempelvis altid skal kunne streames og være offentligt tilgængeligt. Det mener Liv Gro Jensen dog ikke, bliver et problem.

»Med den digitale tidsalder vi er i, burde det også kunne lade sig gøre ude i kommunen. Alt det tekniske omkring lydanlæg eksempelvis må vi kunne løse.«

Hun understreger, at Aarhus Kommune vil få en kommunikationsopgave, hvis det hele skal kunne lade sig gøre.

Det her er jo noget, I synes, er en god idé – er I sikre på, at folk gider møde op?

»Vi kan ikke være sikre på, at folk gider møde op. Men vi kaster forslaget op, og så skal vi have hørt fællesrådene, om de kan se sig selv i det, og om de mener, det vil styrke lokaldemokratiet,« siger Liv Gro Jensen.

SF har en formodning om, at interessen vil være der, og at de i øvrigt vil kunne få flere til at engagere sig i lokalpolitik.