SFs gruppeformand – stemmeslugeren Jacob Mark – må tage en pause fra politik på grund af sygdom.

Det oplyser han på Facebook.

'Jeg har desværre fået en sygdom i begge øjne, der gør, at jeg har mistet store dele af mit syn – særligt på det ene øje er det rigtig slemt. Det betyder også, at jeg meget hurtigt bliver svimmel og får hovedpine,' skriver Jacob Mark i opslaget på det sociale medie.

Her oplyser SF-profilen også, hvad årsagen til den uhyggelige lidelse med al sandsynlighed er:

Stress.

»Det er uhyggeligt at miste sit syn. Det er uhyggeligt at have et godt syn, og pludselig kan jeg ikke se Christina (Jacob Marks kæreste og kommende hustru, Christina Krzyrosiak Hansen, red.) hen over middagsbordet, når det er mørkt udenfor. Og det er uhyggeligt, når optikeren siger: 'Det her har ikke noget med briller at gøre. Dit syn er bare væk',' skriver Jacob Mark og fortsætter:

'Og hvad pokker kan så forårsage, at man mister sit syn, tænker I måske. Det var i hvert fald det, jeg tænkte. Og det er der jo mange sygdomme, der kan forårsage. Men i mit tilfælde mener lægen, at svaret er langvarig overbelastning af kroppen og sindet.'

Lægen er ifølge Jacob Mark ret fortrøstningsfuld og tror, at han vil få synet tilbage – hvis han lytter til sin krop og tager en pause fra politik.

'Men hvis ikke, så risikerer jeg at miste synet permanent,' skriver Jacob Mark.

Lægens råd – eller advarsel, om man vil – kom allerede under valgkampen, men først efter at danskerne har stemt ved kommunal- og regionalvalget har Jacob Mark taget det til efterretning.

'Jeg blev bare ved, for det er det, man gør, når man ikke kender sine egne grænser. Og det er det, jeg har gjort for længe. Ikke lyttet til kroppen og ikke givet den de pauser, den har brug for. Det var simpelthen for spændende og stort og vildt og godt at være en del af et sted, hvor man kunne forandre noget for så mange mennesker,' skriver han.

Jacob Mark har derfor skrevet til Folketinget og bedt om at blive sygemeldt.

'Jeg glæder til at komme tilbage til politik og de gode kollegaer igen – og til mulighederne for at gøre en forskel for folk. Men lige nu må jeg gøre en forskel for mig selv og prioritere mit helbred,' skriver han som afslutning på sit Facebook-opslag.

Kort før valget offentliggjorde Jacob Mark, at han og S-kometen Christina Krzyrosiak Hansen skal giftes.

Hun opnåede et kanonvalg og blev genvalgt til borgmester i Holbæk Kommune, hvor næsten halvdelen af borgerne stemte personligt på den 28-årige socialdemokrat.

Jacob Mark er lige blevet 30 år og har siddet i Folketinget for SF siden 2015.

Med sine 23.213 personlige stemmer var Jacob Mark den SFer, der fik flest personlige stemmer ved det seneste folketingsvalg i 2019.