Ansigtet var ubarberet og øjnene hang, da Danmarks måske kommende finansminister Henrik Sass Larsen søndag tonede frem i Presselogen på TV2 News. Med snøvlende stemmeføring og brudte sætninger kritiserede han Ekstra Bladet, mens han lejlighedsvis kiggede ned og snørrede munden sammen, som om han havde bidt i en citron.

Mange har undret sig over Henrik Sass Larsens fremtoning, men nu fortæller han selv, hvorfor han virkede lidt underlig

»Jeg var træt og havde ikke sovet i et par dage,« siger Henrik Sass Larsen i et interview med Aftenshowet på DR1.

Henrik Sass Larsen stillede op i Presselogen, efter at Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Dam Kristensen havde klaget over Ekstra Bladet til Folketingets Præsidium.

(ARKIV) Henrik Sass Larsen på talerstolen under Socialdemokratiets kongres i Aalborg, den 16. september 2017. Mette Frederiksen slår fast, at det ikke er Socialdemokratiets politik at udtræde af internationale konventioner efter markante udtalelser fra Henrik Sass. Det skriver Ritzau, torsdag den 8. november 2018.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Henrik Sass Larsen på talerstolen under Socialdemokratiets kongres i Aalborg, den 16. september 2017. Mette Frederiksen slår fast, at det ikke er Socialdemokratiets politik at udtræde af internationale konventioner efter markante udtalelser fra Henrik Sass. Det skriver Ritzau, torsdag den 8. november 2018.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Henning Bagger

Forinden havde Ekstra Bladet gennem flere dage forsøgt at få Henrik Sass Larsen til at forholde sig til, hvorfor han var udeblevet fra fire møder som statsrevisor.

»Når sådan nogle angreb på ens personlighed kommer, så reagerer man meget meget voldsomt, fordi jeg har prøvet det så mange gange. Det betyder blandt andet, at jeg har ufatteligt svært ved at sove. Derfor er det en meget træt mand, der sidder der. Og når jeg bliver meget træt, så hænger mimikken måske ikke så godt sammen,« fortæller Henrik Sass Larsen i Aftenshowet.

I presselogen kritiserede han Ekstra Bladet for at jage ham rundt på Christiansborgs gange, selvom han ikke ønskede at stille op til interview.

»Det er klart, at jeg havde for meget fravær, men det havde så sine grunde, som jeg ikke lige havde lyst til at nævne for Ekstra Bladet,« fremstammede Sass i presselogen.

Efter at have medvirket i Presselogen var der flere personer, som opfordrede Henrik Sass Larsen til at melde rent ud om årsagen til sit fravær.

»Der var rigtig mange gode venner og bekendte, der overbeviste mig om, at du er nødt til at gå ud og fortælle den her historie, ellers spekulerer de bare videre,« fortæller han i Aftenshowet.

Søndag stod Henrik Sass Larsen frem i Politiken og fortalte, at han i efteråret blev ramt af en depression, der varede i halvanden til to måneder. Henrik Sass Larsen afviser at have modtaget medicin, men har ført en række samtaler med en psykolog.

I Aftenshowet fortalte Henrik Sass Larsen, at han tidligere havde drøftet med Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen, om han skulle fortælle offentligt om sin depression. Han var kommet frem til, at han gerne ville have det lidt mere på afstand.

Arkivfoto. Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, har udtalt at hun stadig finder Henrik Sass Larsen egnet til at være finansminister, selvom han har været ramt af depression. (Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix)
Arkivfoto. Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, har udtalt at hun stadig finder Henrik Sass Larsen egnet til at være finansminister, selvom han har været ramt af depression. (Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix) Søren Bidstrup

Henrik Sass Larsen har på intet tidspunkt været sygemeldt, og mens han ikke har passet sine møder som statsrevisor, har han stillet op i programmet 'Sass og Pind - politik uden filter'. Til politiken har Sass fortalt, at han i depressionsperioden gik til psykolog, sov og medvirkede i tv-programmet.

Konfronteret med den prioritering, svarer Sass:

»Jeg blev faktisk bedt om at stille op i et debatprogram. Jeg får ikke en krone for det. Det er da min arbejdsopgave som politiker at være med i den offentlige debat.«

Folketingets formand Pia Kjærsgaard har efter klagen fra Socialdemokratiet indskærpet over for Ekstra Bladet, at deres journalister skal overholde reglerne på Christiansborg.