S-profilen Henrik Sass Larsen viste en helt ny side af sig selv, da han onsdag aften mødte op i Aftenshowet på DR1 og fortalte om sin depression.

Sådan lyder dommen fra ekspert i politisk kommunikation, Jon Kiellberg - som dog påpeger, at Sass Larsen begik en stor brøler under det ellers meget vellykkede interview.

»Jeg tror, han vinder på det her. Vi kommer bag facaden og tættere på personen Henrik Sass Larsen. En person, som i mange vælgeres øjne har virket meget brysk og hård. Men i Aftenshowet fik vi en helt anden Sass at se,« siger Jon Kiellberg.

Han har i en årrække arbejdet med politisk- og strategisk kommunikation og blandt andet har skrevet taler for Inger Støjberg og Claus Hjort Frederiksen i Beskæftigelsesministeriet.

Under interviewet med Aftenshowet fortalte Henrik Sass Larsen, at han var usikker på, hvordan han skulle tackle sin depression, fordi han ikke havde prøvet det før.

»Han virkede nervøs, ærlig og gav noget af sig selv. Han fortalte i detaljer om sin sygdom og sine symptomer, og dermed er han med til at nedbryde tabuet om depressioner. Han fremstod i mine øjne både sympatisk og troværdig,« siger Jon Kiellberg.

Blev der gået kritisk nok til ham?

»Nej, det gjorde der ikke. Men det er jo en del af konceptet i Aftenshowet. Det er 'feel-good'. Og nok også en stor del af forklaringen på, at det var netop her, Sass valgte at stille op. Han fik tid og plads til at udtrykkke sig og det betød jo så til gengæld, at vi kom meget tættere på personen Sass, end hidtil.«

Han begår en stor fejl ved at sidestille sin deltagelse i et tv-program med sit politiske erhverv som folkevalgt politiker

Men Jon Kiellberg, som er direktør og kommunikationsrådgiver i Re-Mind, er ikke udelt begejstret for Henrik Sass Larsens optræden i Aftenshowet.

Da S-profilen blev spurgt om, hvorfor han droppede flere møder, men prioriterede sin deltagen i 'Sass og Pind - politik uden filter' på TV 2 News, mens han var hårdest ramt af depressionen i efteråret, lød svaret:

»Jeg blev faktisk bedt om at stille op i et debatprogram. Jeg får ikke en krone for det. Det er da min arbejdsopgave som politiker at være med i den offentlige debat.«

Og her træder den garvede S-profil, som sandsynligvis bliver finansminister, hvis Mette Frederiksen og Socialdemokraterne vinder det kommende valg, ved siden af, mener Kiellberg.

»Han begår en stor fejl ved at sidestille sin deltagelse i et tv-program med sit politiske erhverv som folkevalgt politiker og Socialdemokratiets statsrevisor. Det synes jeg bestemt ikke man kan, men spørgsmålet er, om folk derude i stuerne bider mærke i den detalje,« siger Jon Kiellberg.

Henrik Sass Larsen fortalte første gang, at han siden oktober har lidt af en depression i et interview med Politiken.

»Kroppen brød sammen. Jeg kunne egentlig ikke forstå, hvad det var, der skete. Jeg har så siden fået behandling. Meget effektiv behandling af en psykolog«, siger Henrik Sass Larsen i interviewet.

Før han fik det bedre mentalt, var han dog ude af stand til at passe sit arbejde. Noget kun ganske få ud over Mette Frederiksen var orienteret om årsagen til.

Henrik Sass Larsen på talerstolen ved Socialdemokratiets Kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter, lørdag 22. september 2018. Kort efter blev han ramt af en depression. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Henrik Sass Larsen på talerstolen ved Socialdemokratiets Kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter, lørdag 22. september 2018. Kort efter blev han ramt af en depression. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Han valgte at fortælle om sygdommen efter en optræden i TV 2 News-programmet 'Presselogen'.

Her blev han konfronteret med det faktum, at Socialdemokratiet har klaget til Folketingets Præsidium over Ekstra Bladets opførsel i en sag, hvor mediet har påpeget, at Sass Larsen ikke dukkede op til nogle møder hos statsrevisorerne, selvom han som statsrevisor får 330.000 kroner om året.

Henrik Sass Larsens siger her, at han mener, der er tale om en form for menneskejagt fra Ekstra Bladets side.

Ifølge politikeren har bladet forsøgt at provokere og tilsyneladende haft morskab ud af at forfølge ham - endda selvom han selv mener, det vel var tydeligt, at han ikke havde det godt.

Noget, som chefredaktør på Ekstra Bladet, Poul Madsen, blankt har afvist.

Han har tidligere slået tilbage på beskyldningen med at kalde Henrik Sass Larsen for en 'tudeprins'.

Og forelagt oplysningen om, at Henrik Sass Larsens led af en depression, mener han over for Politiken, at Sass Larsen i så fald skulle have sygemeldt sig.

Ifølge chefredaktør Poul Madsen vil ingen danske journalister, heller ikke fra Ekstra Bladet, »jagte« en mand, der er meldt syg.