
Som så mange andre i Rødovre vest for København stemte 80-årige Ingrid Schmidt på Socialdemokratiet ved sidste valg. Men nu er det slut.
»Jeg orker ikke Mette Frederiksen som statsminister mere,« siger hun.

B.T. har allerede beskrevet, hvordan Elin Ellebye og Niels Hansen ved det næste valg vil sætte deres kryds ved DF i stedet for S.
Og postmanden Mikael Arndt Hansen samt pensionisterne Lars Stampe og Ulla Vienverg har fortalt, at de før stemte på Socialdemokratiet og nu overvejer at stemme på Dansk Folkeparti i stedet.
Alle nævner de vildt stigende priser på fødevarer blandt argumenterne for deres mulige skift, og Ingrid Schmidt synes også, at momsen bør sættes ned for at få lidt bugt med de vilde priser i supermarkederne.
»Jeg kan jo som pensionist virkeligt mærke, at det hele er blevet så dyrt, når jeg handler,« siger hun.
Men Ingrid Schmidt har ikke tænkt sig at stemme på Dansk Folkeparti eller andre borgerlige partier.
»Jeg tænker, at jeg stemmer på SF,« siger hun.
Det skifte er hun langt fra ene om.
Ifølge en meningsmåling lavet af Epinion for DR i starten af oktober, er SF det parti, der trækker flest vælgere fra Socialdemokratiet.
Af de vælgere, der stemte på Socialdemokratiet ved folketingsvalget 2022, vil 14 procent således stemme på SF, mens syv procent vil stemme på Dansk Folkeparti.
Ingrid Schmidt er godt klar over, at en stemme på SF vil være med til at bakke op om Mette Frederiksen, da hun jo er rød bloks bud på en statsminister.
»Jeg vil ikke gå over til blå blok, men jeg vil stemme på et parti med en formand, jeg kan stå inde for,« siger hun.
B.T. har været rundt på Københavns vestegn for at tale med borgere, der ved sidste valg stemte på Socialdemokratiet, men nu vil gå en anden vej:



