Socialdemokratiets nedsmeltning i København og andre storbyer kan forklares med partiets hårde indvandringspolitik.

I hvert fald delvist. Det fortæller to historikere til Videnskab.dk

Men partiets udlændinge-strammer nummer ét er bestemt ikke til sinds at omlægge kursen. Tværtimod. 

Det fortæller han til B.T. 

»Jeg synes ikke, at man skal omlægge sin politik efter målinger og den slags,« siger Udlændinge- og Integrationsminister Rasmus Stoklund.

Han tilføjer: 

»Det ville være et udtryk for manglende integritet. Man skal fremlægge den politik, man synes, der er den rigtige uanset.«

Kommunalvalget blev intet mindre end et blodbad for Socialdemokratiet. 

Partiet fik en historisk lav opbakning i hovedstaden på 12,7 procent og tabte stribevis af borgmesterposter.

Og de to historikere står ikke alene med opfattelsen af, at særligt indvandringspolitiken har skræmt storbyvælgerne væk. 

Socialdemokraten - og københavneren - Bruno Jakobsen, som B.T. mødte til partiets valgfest på Arbejdermuseet er enig.

Han har stemt på S i 50 år, men er i dag særligt utilfreds med den »fremmedfjendske« retorik.

Ikke desto mindre holder Rasmus Stoklund fast.

»På landsplan tabte vi også stemmer til højre. Så der er nok også nogen, der synes, vores politik er for blød.«

Rasmus Stoklund tilføjer:

»Men jeg har fuld respekt for, at vælgerne kan beslutte sig for, at de ønsker noget andet politik. Så må jeg finde mig et andet arbejde efter Folketingsvalget. Men jeg vil ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg lavede om på min politik efter målinger.«