»Det er umuligt ikke at læse valget som en protest mod SVM-regeringen og mod Mette Frederiksen.«
Sådan lyder dommen fra den socialdemokratiske chefredaktør Niels Jespersen.
For kommunalvalget blev intet mindre end blodbad for Socialdemokratiet.
Historisk lav opbakning i hovedstaden på 12,7 procent. Men det er ikke kun København. Det er også tabet af Køge. Og Næstved. Og Randers. Og Fredericia. Og man kunne blive ved.
Hvad er forklaringen på nedsmeltningen - og i hvor høj grad peger pilen på Mette Frederiksen? Det har B.T. i denne serie sat sig for at undersøge.
Ifølge Niels Jespersen fra Netavisen Pio er der tale om intet mindre end et »katastrofevalg« for Socialdemokratiet.
Partiets uofficielle chefideolog Lars Olsen forklarer, at partiet efter indtrædelsen i SVM-regeringen har et identitetsproblem.
»Socialdemokratiet havde en meget klar identitet frem til dannelsen af SVM-regeringen. En stram udlændingepolitik, fokus på velfærd og et opgør med centralisering. Så falder det fra hinanden« siger han til B.T. og fortsætter:
»Nu er det blevet fuldstændig uklart, hvad partiet egentlig står for.«
Ifølge Niels Jespersen er mange socialdemokrater utilfredse med, at partiet gik i regering med »arvefjenderne« Lars Løkke Rasmussen og Venstre.

»Vælgerne fravælger SVM, og det er højrefløjen, der er bedst til at opsuge utilfredsheden. På den måde har valget været et lille højreskred.«
Niels Jespersen fortsætter:
»Det kommende folketingsvalg er dermed helt åbent.«
Alligevel mener Niels Jespersen ikke, at der endnu bør være tale om en udskiftning på kaptajn-posten.
»Socialdemokratiet er et parti med is i maven, og Mette Frederiksen er stadig partiets stærkeste kort,« siger han til B.T. og fortsætter:
»Hun har klaret sig godt i de to seneste folketingsvalgkampe, så hun skal lige have chancen en gang mere, før man måske kasserer hende.«
Lars Olsen følger trop: Han mener slet ikke, at der er noget ordentligt alternativ til Mette Frederiksen.
Og så har han et godt råd til partiet, som han har skrevet om og med i flere årtier:
»Hvis jeg var dem, ville jeg allerede inden jul komme med et udspil om, at arnepensionen skal fastfryses til 64 år.«
B.T. var til stede til Socialdemokratiets valgfest på Arbejdermuseet i indre København tirsdag.
Her talte vi blandt andet med en socialdemokrat, der ikke var bange for at rette kanonerne mod sin egen partitop.
»Mette Frederiksens retorik er slem. For partiet ude lokalt har man nærmest haft den værste modstander i hende,« lød det fra Bruno Jakobsen, der særligt var utilfreds med den hårde indvandringspolitik.
Men en opblødning på lige netop dét punkt advarer Lars Olsen mod:
»Det ville være politisk selvmord at lempe udlændingepolitikken,« siger han.
