»Jeg er stolt over, at vi er et parti, som tager grænseoverskridende adfærd meget alvorligt.«

Sådan skrev Lars Løkke Rasmussens profilerede ordfører i Moderaterne, Monika Rubin, for et år siden.

Lørdag kniber det pludselig med at få Rubin i tale om den møgsag, som B.T. kort forinden har afsløret.

Den handler ellers også om grænseoverskridende adfærd, mobning, sexchikane og - ifølge Moderaternes eget folketingsmedlem Jeppe Søe - en kultur så 'syg', at den får partiets øvrige møgsager til at fremstå som 'det rene vand'.

Rubin mener dog tilsyneladende ikke, at det er noget, hun behøver at forholde sig til.

Det skyldes, at den påståede grænseoverskridende adfærd denne gang er foregået i partiets sekretariat.

Det skriver hun lørdag i en sms til B.T., som har bedt om hendes kommentar til sagen:

»Personalesager i sekretariatet hører til under vores partisekretær. Så jeg må henvise dig til Kirsten Munch Andersen (Moderaternes partisekretær, red.).«

Medarbejdere i Moderaterne har indberettet tilfælde af mobning og sexisme til Arbejdstilsynet, kunne B.T. fredag fortælle.

I indberetningen nævnes personer i toppet af partiets organisation, som enten har ignoreret henvendelser fra medarbejdere eller spillet en rolle i sagerne.

To personer har allerede tidligere forladt Lars Løkke Rasmussens få år gamle parti som følge af dårlig medieomtale.

Senest var det folketingsmedlemmet Mike Fonseca, som blev politianmeldt, efter han stod frem og fortalte, at han som 28-årige havdet et forhold til en 15-årig pige. Og i 2023 afslørede TV 2, at partiets daværende kulturordfører, den 64-årige Jon Stephensen, havde skrevet en sms til en 19-årig partifælle om hendes krop.

Efter afsløringen gik Stephensen på selvbetalt orlov, og Rubin, som er politisk ordfører, skrev på LinkedIn:

»Jeg synes, at det er positivt at opleve, at sager om uønsket seksuel opmærksomhed i politik nu håndteres og sanktioneres ud fra i forvejen formulerede samværspolitikker. Og jeg er stolt over at vi er et parti, der tager grænseoverskridende adfærd meget alvorligt.«

Men i dag klapper hun i. 

Det er hun ikke alene om: Partiets trivselsordfører, Rasmus Lund-Nielsen, afviser også at kommentere sagen. Men for hans vedkommende er det tilsyneladende fordi, han ikke har vidst, hvad der foregik:

»Jeg har ikke haft min daglige gang på sekretariatet, så jeg har ikke kendt til kulturen,« skriver han i en sms lørdag.

Partisekretær i Moderaterne, Kirsten Munch Andersen, udtalte fredag i en skriftlig kommentar til B.T., at hun ikke ved noget om indberetningen til Arbejdstilsynet, men at hun står til rådighed for tilsynet og medarbejdere, som ønsker dialog.

Derudover henviser hun til partiets 'code of conduct', som alle i Moderaterne kender, og som hun forventer, at alle efterlever. Hun er klar til at iværksætte yderligere tiltag til at forbedre arbejdspladsen, hvis der viser sig at være behov for det, udtaler hun.

B.T. har også forelagt kritikken, som blev publiceret fredag, for partiets kommunikationschef, Ulla Østergaard.