Socialdemokratiet mener, at uvildige advokater skal læse den første delberetning fra Instrukskommissionen igennem og rådgive Folketinget om, hvad næste skridt herfra bør og kan være.

Det oplyser regeringspartiets retsordfører, Jeppe Bruus.

Dermed er der et flertal for den tilgang, da SF, De Radikale og Enhedslisten tidligere på dagen har givet udtryk for samme holdning.

Kommissionens første delberetning har omhandlet tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) rolle i en sag om en instruks fra ministeriet udsendt 10. februar. Ifølge kommissionen var instruksen klart ulovlig.

- Vi mener med den kritik, der ligger, at det rigtige er at få nogle eksterne, uafhængige og uvildige advokater til at rådgive Folketinget om, hvad det næste skridt skal være, siger Jeppe Bruus.

Spørgsmål: Hvad er det, I mangler rådgivning om?

- Kommissionen har til opgave at beskrive og bedømme forløbet.

- Derfor er det vores opfattelse, at nogle advokater skal læse den kritik igennem og rådgive om, hvorvidt der er grundlag for, at Folketinget tager og handler på den kritik, siger Jeppe Bruus.

Kommissionen har undersøgt en instruks, der bestod af en pressemeddelelse fra 10. februar. Her fremgik det, at alle asylpar, hvor den ene var mindreårig, skulle adskilles.

Instruksen efterlod ikke plads til en individuel sagsbehandling. Dermed var den ifølge kommissionen klart ulovlig. Det skyldes, at den var uden lovhjemmel og i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8 og Børnekonventionen.

Kommissionen har fundet, at Støjberg var advaret af sine embedsmænd, om at det ville være ulovligt, hvis der ikke var en individuel sagsbehandling.

Samtidig skriver kommissionen, at selv om der blev administreret efter instruksen, kan det ikke bevises, at Støjberg gav nogen tjenestebefaling om, at der skulle administreres i strid med reglerne.