Udenrigsministeriet har lavet en »dybt beklagelig« fejl. Pris: Mindst 567.591 kroner.

En fejl, der betyder, at de danske skatteborgere nu kommer til at hænge på en endnu større del af regningen for de privatfly, som Jeppe Kofod har booket i sin tid som udenrigsminister.

Det har nemlig været muligt for Kofod og Udenrigsministeriet at få EU til at betale for flyrejser til ministermøder – også selvom Kofod har valgt at flyve dertil i privatfly.

Men det har Udenrigsministeriet ikke fået gjort.

I flere tilfælde i 2019 og 2020 har ministeriet ikke fået søgt om at få penge tilbage fra EU. Først efter B.T. i marts 2022 har henvendt sig med en række spørgsmål om regningerne for Jeppe Kofods rejser, har Udenrigsministeriet fundet ud af, at der var fejl i flyregnskabet.

»Det er dybt beklageligt, at vi ikke har anmodet om refusion hos EU. Det er ikke godt nok, længere er den ikke. Vi har etableret nye procedurer for at sikre, at man ikke begår lignende fejl med ansøgning af refusion igen,« siger Erik Brøgger Ramussen, der er direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice.

Udenrigsministeriet anslår, at fejlen har kostet i alt 567.591 kroner.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og direktør i Udenrigsministeriet, Erik Brøgger Rasmussen, ankommer til samråd på Christiansborg den 26. januar 2022.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og direktør i Udenrigsministeriet, Erik Brøgger Rasmussen, ankommer til samråd på Christiansborg den 26. januar 2022. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Hold da op!« lyder det fra Per Nikolaj Bukh, professor i offentlig økonomistyring ved Aalborg Universitet.

Han har gennemgået Udenrigsministeriets svar om afregningerne for rejserne for B.T.

»Det er ganske enkelt pinligt. Det er bestemt ikke godt, at man åbenbart først bliver opmærksom på problemet, når I spørger ind til det,« siger Per Nikolaj Bukh.

Reglerne er nemlig sådan, at hvis ministeriet har en udgift, der er berettiget til en refusion, skal det søge om den. Det skal det ud fra de almindelige forvaltningsprincipper om, at det offentlige skal udvise en høj grad af sparsommelighed og ordentlighed i omgangen med skattekronerne.

B.T. har tidligere kunnet fortælle, hvordan udenrigsminister Jeppe Kofod er glad for at booke private fly. Alene i 2021 brugte Jeppe Kofod 3.556.116 kroner på at flyve i privatfly. Det er mere end tre gange så meget som Kofods forgænger Anders Samuelsen brugte i de to et halvt  år, han var udenrigsminister.

Blandt andet har Jeppe Kofod i november 2019 brugt i alt 105.672 kroner på et privatfly til Bruxelles. Det er en af de rejser, som kunne være blevet betalt af EU, men som det nu er de danske skatteydere, der finansierer.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) om bord på fly fra København til Moldova.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) om bord på fly fra København til Moldova. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Udenrigsministeriet skriver i en mail til B.T., at det ikke længere er muligt at søge om refusion for Jeppe Kofods EU-rejser i 2019 og 2020. Regnskaberne er opgjort, og dermed er løbet kørt.

»Derfor er det her en af den slags sager, som Rigsrevisionen normalt går vil ind og kigge på for at se, om man forvalter borgernes penge ordentligt,« siger Per Nikolaj Bukh og fortsætter:

»Det ligner noget, der vil påkalde sig revisionsmæssig kritik. Selv hvis det havde drejet sig om ganske små beløb på et par tusinde kroner, er man i ministeriet forpligtet til at søge om refusionen. Man må da håbe, de har en god forklaring på, hvordan det her kan ske,« siger Per Nikolaj Bukh.

Han mener, der kan være to grundlæggende årsager til, at fejlen overhovedet kan finde sted.

»Det kan være, at man ikke har en forretningsgang internt, der sikrer, at der er styr på det. Og så er der den mulighed, at de simpelthen har tænkt, at det var lidt for vanvittigt, at EU ville refundere udgifterne til private fly. Der må sidde nogle embedsmænd med nogle meget røde ører,« siger Per Nikolaj Bukh.

Udenrigsministeriet oplyser, at »det er ministeriets vurdering, at samtlige rejser til EUs udenrigsministermøder i 2019 og 2020 ville være blevet refunderet, hvis man havde anmodet anmodningerne i tide. Dette gælder også de rejser, der blev gennemført med chartret fly«.