Aktieskatten skal et nøk opad.

I hvert fald, hvis det står til regeringen.

I dag ligger ak­tieskatten på 42 procent, men regeringen vil hæve den til 45 procent.

På et pressemøde i dag klokken 10 præsenterede Mette Frederiksen (S) regeringens såkaldte reformudspil, men allerede inden statsministeren trådte op på talerstolen og præsenterede det, havde Børsen erfaret skattestigningen via flere uafhængige kilder.

Ret konkret byder reformudspil på en højere aktieskat for aktiegevinster over 56.500 kroner. Som det er nu, betaler du 42 procent i aktieskat, men set over de kommende tre år skal skatten stige til 45 procent, foreslår regeringen.

En aktieskat på 45 procent er før set. Det lå den nemlig på indtil 2010, hvor den daværende VK-regering sænkede den til de 42 procent, som vi har i dag.

I dag er det indrettet sådan, at du bliver beskattet med 27 procent af de første 56.000 kroner og 42 procent af gevinster, der ligger over det. Det tal skal ændres til 45, hvis det står til regeringen.

Det er kun de 42 procent, som regeringen vil pille ved.

Tilbage i 2019 præsenterede regeringen et finansudspil, der ikke pillede ved aktie- og kapitalskatterne. Det ærgrede dengang de to støttepartier til regeringen, Enhedslisten og SF.

Danmark har i forvejen en meget høj aktiebeskatning sammenlignet med eksempelvis Sverige, Norge og Finland, hvor den ligger mellem 30 og 34 procent, ifølge Ritzau.

Udover at hæve aktieskatten vil regeringen blandt andet skære i dagpengesatsen for nyuddannede. Noget som regeringen for bare to år siden pure afviste at gøre.

Regeringens planer om en hævet aktieskatten kommer ovenpå, at rekordmange danskere er gået ind på aktiemarkedet. I 1. kvartal i år er der hoppet flere nye private investorer ind i aktier og investeringsfonde end der var  i 1. kvartal 2017, 2018 og 2019 tilsammen.

Ligesom også der fra 1. februar 2020 og til 1. marts i år er 64.000 flere danskere, der har begivet sig ud i aktier i en dansk børsnoteret virksomhed.

Der skal skaffes penge til at afskaffe den såkaldte ægtefælleafhængighed for folkepensionister og førtidspensionister – der er et tiltag, der har til formål at få flere i de grupper til at arbejde mere. Det er derfor, aktieskatten ifølge regeringen skal hæves.