Man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Når tre af regeringens absolutte topministre tirsdag formiddag præsenterer en nyt reformudspil, bliver det med en hammer til de nyuddannede, der ikke kan finde et arbejde.

B.T. erfarer fra flere kilder, at S-regeringen vil skære kraftigt i dagpengene til nyuddannede uden forsørgerpligt – den såkaldte dimittendsats.

Det skal presse unge akademikere, der i dag vælger dagpenge frem for et job i Netto eller i et rengøringsfirma, til at tage et ufaglært arbejde, hvis ikke de kan få job inden for deres felt.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard under pressemøde om dansk økonomi og udbetaling af feriepenge i finansministeriet i København onsdag den 24. marts 2021. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard under pressemøde om dansk økonomi og udbetaling af feriepenge i finansministeriet i København onsdag den 24. marts 2021. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Men det er ikke mere end to år siden, at S-regeringen pure afviste at straffe de nyuddannede uden job.

»Jeg vil gerne understrege, at det ikke er regeringens holdning, at der skal skæres i dagpengesatsen for dimittenderne. Det kan gøres mere intelligent,« skrev beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i et folketingssvar i november 2019.

I dag er dimittendsatsen 15.844 kroner om måneden for en forsørger og 13.815 kroner for en ikke-forsørger. Til sammenligning er dagpengene for alle, der ikke er nyuddannede, op til 19.332 kroner om måneden.'

Ifølge B.T.s oplysninger vil regeringen sænke dimittendsatsen for ikke-forsørgere under 30 år til 9.500 kroner.

Statsminister Mette Frederiksen efter parade i forbindelse med Flagdag for Danmarks udsendte, hvor kronprinsparret og repræsentanter for regeringen deltager, på Christiansborg Slotsplads søndag den 5. september 2021.
Statsminister Mette Frederiksen efter parade i forbindelse med Flagdag for Danmarks udsendte, hvor kronprinsparret og repræsentanter for regeringen deltager, på Christiansborg Slotsplads søndag den 5. september 2021. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det er ikke mere end tre uger siden, at Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen foreslog at sænke satsen for nyuddannede til 9.500 kroner for til gengæld at investere mere i klima.

Men den model blev lynhurtigt haglet ned af Enhedslisten og SF.

Hos Socialdemokratiet har man til gengæld lurpasset. Det eneste pip fra regeringspartiets officielle linje har været i Berlingske, hvor finansordfører Christian Rabjerg Madsen har erklæret sig klar til at drøfte det med »et åbent sind«.

Men noget tyder på, at ikke alle i Socialdemokratiet er lige pjattede med ideen om at skære i nyuddannedes dagpenge.

I et interview med Altinget siger erhvervsordfører Orla Hav (S), at der ikke skal høvles noget af dimittendsatsen, sådan som Dansk Industri blandt andet har foreslået.

»En lavere dimittendsats hører til piskesegmentet. Mange har haft en gældsætningsperiode, mens de tager en uddannelse, og de skal så yderligere presses ved en lavere dimittendsats. Så det er ikke en farbar vej,« siger han.

Ifølge B.T.s kilder vil S-regeringen til gengæld forhøje dagpengesatsen med flere tusinde kroner for folk, der netop er blevet ledige efter en årrække i arbejde.

Udspillet vil ifølge B.T. oplysninger løfte arbejdsudbuddet med godt 10.000 personer.

En del af finansieringen vil komme fra en gammel socialdemokratisk traver: Øget beskatning af aktier og værdipapirer. I dag skatteprocenten 42, men regeringen vil rykke den op til 45.

Mette Frederiksen, Nicolai Wammen og Peter Hummelgaard præsenterer regeringens reformplan på et pressemøde tirsdag klokken 10.