Socialdemokratiet vil ikke garantere, at man kun ser mod demokratiske lande, når der etableres modtagecentre.

Regeringen har opgivet kravet om, at et modtagecenter for asylansøgere uden for Danmark skal ligge i et demokratisk land.

Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge avisen gør et nyt lovudkast det juridisk muligt for Danmark at indgå en aftale "med et eller flere tredjelande om, at udlændinge, der har søgt asyl i Danmark, overføres til tredjelandet".

I lovudkastet står der imidlertid ikke, at der skal være tale om et demokratisk land.

Udlændingeordfører Rasmus Stoklund (S) vil heller ikke garantere, at regeringen kun skeler til demokratiske lande.

Dermed slækker regeringen på et centralt kriterie, som statsminister Mette Frederiksen (S) ellers gjorde tydeligt i 2018, da hun præsenterede idéen om et modtagecenter i et tredjeland.

!Vores udgangspunkt er, at der skal være tale om et sikkert tredjeland, hvor der er en demokratisk valgt regering,« sagde hun dengang.

Kovendingen møder kritik blandt andet fra Institut for Menneskerettigheder.

»Et modtagecenter i et land med en demokratisk valgt regering er absolut at foretrække,« siger direktør Louise Holck.

Martin Lemberg-Pedersen, migrationsforsker på Københavns Universitet, tilslutter sig kritikken.

»Det er svært at tage garantierne om rettigheder seriøst, hvis man går bort fra at kræve demokratiske institutioner,« siger han.

/ritzau/