Kritikken fortsætter med at vælte ned over udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Til B.T. har chefen for Red Barnet i Syrien netop fortalt, at mødre med udenlandsk herkomst i de berygtede fangelejre ikke vil sende deres børn alene til deres hjemlande.

Jeppe Kofod svarede med denne kommentar:

»Jeg tror efterhånden, at mødrenes holdning er velkendt. Det er regeringens også. Vi vil gerne hjælpe børnene, men vi ønsker ikke at hjælpe mennesker, der aktivt har vendt Danmark ryggen og tilsluttet sig terrorkalifatet Islamisk Stat, til Danmark,« lød det fra ministeren.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) får hårde ord af støtteparti.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) får hårde ord af støtteparti. Foto: Emil Helms
Vis mere

Og netop Jeppe Kofods udmelding får hårde ord fra et af regeringens støttepartier, nemlig Enhedslisten, som til gengæld ikke er med i aftalen om at undersøge muligheden for at hjemsende børn uden deres forældre.

Rosa Lund, der er retsordfører for Enhedslisten, mener, at de nye oplysninger viser, at den taskforce, der inden 15. maj skal afgøre, om børn må evakueres uden deres forældre, er en syltekrukke.

»Det her understreger, at taskforcen skulle trække tiden og intet andet. Ministeren siger jo her, at han udmærket godt vidste, hvordan situationen er,« siger Rosa Lund.

Men Rosa Lund, er det ikke fornuftigt at få tjekket til bunds af eksperter i taskforcen, om det kan lade sig gøre at evakuere børnene, også selvom mødrene siger nej?

Rosa Lund er retsordfører for Enhedslisten.
Rosa Lund er retsordfører for Enhedslisten. Foto: Philip Davali
Vis mere

»Det er vel det, de er i gang med. Jeg håber jo, at taskforcen lykkes med sit arbejde, men jeg tvivler,« siger hun.

Venstre er sammen med de andre borgerlige partier med i aftalen om få undersøgt mulighederne for at evakuere danske børnene alene fra lejrene i Syrien.

»Jeg synes, det er helt rigtigt at få undersøgt de muligheder, der er for at få børnene hjem, uden deres mødre eller fædre er med,« siger Michael Aastrup Jensen, der er udenrigsordfører for Venstre.

Men hvordan skal det gøres, når det ligesom er slået fast, at mødrene siger nej til, at børnene skal alene til hjemlandet?

Michael Aastrup Jensen, der er udenrigsordfører for Venstre.
Michael Aastrup Jensen, der er udenrigsordfører for Venstre. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det er heller ikke nemt. Men vi vil under ingen omstændigheder, hverken direkte eller indirekte, have forældrene til Danmark,« siger han.

Nu må det så vise sig, om ekspertgruppen vurderer, at børnene kan evakueres uden mødrenes godkendelse. Og hvordan det i så fald skal ske.

Det bliver alle klogere på senest 15. maj, når taskforcen skal komme med et svar.

Altså om godt to uger.