Regeringen vil oprette en tværministeriel taskforce for børn med dansk tilknytning i syriske fangelejre.
Det skriver Politiken.
Mediet henviser til et lækket regeringsnotat, der er sendt til regeringens støttepartier i fredags. Og Politiken kender indholdet af det.
Taskforcen skal komme med løsninger til at få børnene til Danmark inden 1. juni. Det skal være forslag til, hvordan Danmark kan hente børnene ud af fangelejrene uden deres forældre.
Støttepartierne De Radikale, Enhedslisten og SF presser regeringen for at hjemtage de i alt 19 børn med tilknytning til Danmark.
Men regeringen har længe afvist. Den ønsker nemlig ikke børnenes forældre til Danmark.
Mødrene til børnene er rejst ned for at støtte den militante bevægelse Islamisk Stat (IS). Derfor vil regeringen og partierne i blå blok - minus Liberal Alliance - under ingen omstændigheder have forældrene tilbage til Danmark.
Ifølge Politikens oplysninger er støttepartierne mandag inviteret til nye drøftelser hos justitsminister Nick Hækkerup (S).
Ritzau har været i dialog med støttepartierne. Her er meldingen, at man håber på, at der sker noget nyt i de nærmeste dage.
I dag findes der allerede en myndighedsgruppe, som blandt andet ser på børnenes forhold i Syrien. Her sidder repræsentanter fra Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Forsvarsministeriet samt Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Repræsentanter fra andre myndigheder, eksempelvis Social- og Ældreministeriet, kan desuden inddrages efter behov.
Især udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er under pres i øjeblikket i sagen.
Støttepartierne kritiserer ministerens håndtering af sagen, hvor en lang række vurderinger fra efterretningstjenesterne blandt andet er kommet frem i medierne, før Folketinget er blevet orienteret.
Fredag i sidste uge var lederne af Folketingets partier indkaldt til en fortrolig orientering af sikkerhedsmæssig karakter. Orienteringen handlede børnene i Syrien.
Støttepartierne kan ikke acceptere, at børn med tilknytning til Danmark sidder i lejre under kummerlige forhold i Syrien. Børnene er her i fare for at blive kidnappet af IS og trænet til terror, lyder fortrolige efterretninger, der er bragt af Ekstra Bladet.
Statsminister Mette Frederiksen (S) udtalte i sidste uge, at hun drøfter situationen for børnene med støttepartierne. Og at regeringen gerne ser på hjælp til børnene. Hun uddybede ikke, hvordan den hjælp kan se ud.
/ritzau/