Det eskalerende magtopgør og mudderkastning i De Radikales folketingsgruppe får nu flere i baglandet til at råbe op.
De har mistet tålmodigheden med krigen mellem især Ida Auken og Sofie Carsten Nielsen på sociale medier om, hvem der vidste hvad om Morten Østergaards adfærd over for kvinder.
»Nu er det simpelthen nok. Vi er mange, der bruger alle vores vågne timer på at gennemføre radikal politik ude i kommunerne. Men det bliver alt sammen ødelagt, når folketingsgruppen angriber hinanden frem og tilbage på de sociale medier og i pressen,« siger Kristine Kryger (R), medlem af Gentofte kommunalbestyrelse.
Hun har tidligere siddet i partiets hovedbestyrelse og været formand for Det Radikale Venstre i Gentofte, hvor Sofie Carsten Nielsen er opstillet.

I et opslag på Twitter skriver Kristine Kryger fredag:
'Jeg har lyst til at råbe SKRÅT OP til medlemmer af mit partis folketingsgruppe. Bare SKRÅT OP! Her knokler man ubeskriveligt mange timer lokalt for at lave socialliberal politik, som bare smadres, når folketingsmedlemmer opfører sig egoistisk. Man tror det er løgn.'
Hendes opråb kommer, efter at B.T. torsdag aften kunne afsløre en sms-besked, sendt fra Sofie Carsten Nielsen til Ida Auken i søndags.
Her erkender Sofie Carsten Nielsen, at hun i årevis har kendt til Morten Østergaards adfærd over for kvinder.
»Jeg kan af et ærligt hjerte sige, at det har du aldrig fortalt mig om. Vi har talt om mange gange, at Morten var klam, at han har taget dig på røven fx,« skriver hun i sms'en, som B.T. har læst.

Kort efter B.T.s historie breakede, valgte Sofie Carsten Nielsen at indkalde folketingsgruppen til et krisemøde på søndag.
Og det var ikke et øjeblik for tidligt, mener Kristine Kryger.
»Det er uværdigt for vores parti. Det er kun folketingsmedlemmerne, som har mulighed for at vide, hvad er er sandt. Så i stedet for at kaste anklager mod hinanden på sociale medier og sms'er burde de sætte sig sammen og efterfølgende fortælle offentligheden sandheden,« siger hun.
»Vi skal ikke være et parti, som baserer sig på løgne. Sandheden skal på bordet,« pointerer hun.
Men nogle mener, at det handler om et magtopgør, hvor sociale medier bliver brugt som et taktisk redskab til at kaste mudder efter hinanden?
»Det kan meget vel være, at det er et magtopgør. Jeg ved det ikke. Uanset hvad skal de her personangreb stoppe, for det fjerner fokus fra paritets politik og opgør med sexisme,« siger hun.
Kristine Kryger er langtfra den eneste, som har fået nok af folketingsgruppens måde at håndtere de interne uenigheder, som er opstået i forlængelse af Østergaards krænkelsessager.

I løbet af en uge har 238 medlemmer forladt Det Radikale Venstre, og flere i baglandet har kritiseret den radikale tops ageren.
Blandt dem er Anders Kloppenborg, der er tidligere sekretariatsleder i partiet.
»Den sunde fornuft, besindigheden, omtanken og det lune glimt i øjet og respekten for anderledes tænkende og agerende har forladt partiet. Det er afløst af et scenarie, som vi normalt forbinder med diktatoriske og fundamentalistiske samfund,« siger han til Skive Folkeblad.
Det er endnu uvist, hvor og hvornår krisemødet bliver afholdt på søndag.