»Det er jo ikke særligt længe siden, at vi alle sammen talte om, at det som emne havde udspillet sin rolle,« siger B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.
Men nu viser en opsigtsvækkende udmelding fra Liberal Alliance, at udlændingepolitikken er tilbage i centrum af dansk politik, lyder vurderingen fra Qvortrup.
B.T. beskrev tirsdag, hvordan Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh lægger pres på den nyudnævnte udlændinge- og integrationsminister, Rasmus Stoklund (S).
Vanopslagh kræver en garanti for, at alle statsborgerskabsansøgere bliver baggrundstjekket.

Hvis en ansøger så for eksempel har skrevet antisemitiske ytringer på sociale medier, skal hammeren falde, og vedkommende skal ikke kunne blive dansk statsborger, lyder det fra Vanopslagh.
»Det er meget snedigt tænkt, det her. Det, som de gerne vil, er jo at lokke Stoklund ud i en situation, hvor han siger noget i retning af »vi ser på det, vi arbejder på sagen« og lignende,« siger Henrik Qvortrup og fortsætter:
»Det siger jo noget om, at udlændingepolitikken er tilbage i centrum af dansk politik igen.«
B.T.s politiske analytiker spår også, at udlændingepolitikken kommer til at spille en stor rolle til det kommende folketingsvalg, blandt andet på grund af Dansk Folkepartis fremgang i meningsmålingerne.

»Jeg tror simpelthen, at det her bliver et valg, hvor man er nødt til at have noget udlændingepolitik på hylderne,« siger han.
Forslaget fra Liberal Alliance viser også, at der er sket et skifte i partiets udlændingepolitik fra dengang, hvor Anders Samuelsen var formand.
»Nu tror jeg simpelthen, at man har set, at der er sket et skifte derude, og at der måske er behov for at have en lidt mere hardliner-agtig politik på hylderne,« siger han.
Henrik Qvortrup peger på, at det også er konflikten i Mellemøsten, der har trukket fronterne op, og som også forplanter sig til dansk politik.
»Det kan godt være, at vi snakker Mellemøsten, men i den diskussion ligger der jo også en diskussion om værdi- og udlændingepolitik. De ting hænger sammen,« siger han.