Venstre er i en koordineret indsats ved at fryse Lars Løkke Rasmussen ud af partiet.

Sådan lyder analysen fra B.T.s politisk redaktør Henrik Qvortrup, efter både partiformand Jakob Ellemann-Jensen og tidligere V-næstformand Kristian Jensen i opslag på Facebook søndag morgen kritiserer Løkke for med sin nye bog at køre sit eget politiske løb i strid med Venstres politiske linje.

Dramaet spidser til nu, og det ligner et 'point of no return' for Lars Løkke Rasmussen, siger Henrik Qvortrup.

»Det er bemærkelsesværdigt, hvordan Venstre i disse timer rykker sammen mod Løkke. Men Ellemann skulle have gjort det tydeligere, at Lars Løkke ikke længere er ønsket i Venstre.«

Jakob Ellemann-Jensen, V-formand.
Jakob Ellemann-Jensen, V-formand. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Jakob Ellemann-Jensen er ifølge Qvortrup for slap i retorikken, når han i sit Facebook-opslag nøjes med at konstatere, at  ‘Lars ikke vil slippe fortiden’, og at Løkkes valgkamps-ideer om en regering henover midten i dansk politik er ‘en blindgyde’.

»Venstre kan ikke ekskludere Løkke på det her, men reaktionen fra Ellemann burde have været kraftigere. I Venstre plejer de at sige, at der er højt til loftet og langt til døren. Her skulle Ellemann have sagt, at der er kort til døren og vist Løkke vejen derhen.«

Men hvor er Løkke farligst for  Ellemann og Venstre. Er det farligst for Ellemann, at Løkke bliver i Venstre, som højlydt intern kritiker, eller at Løkke gør alvor af sin ide om at stifte nyt parti og trække Venstre-folk og vælgere med sig?

»Det er et godt spørgsmål. Svaret er, at det formentlig er farligst for Ellemann og Venstre, hvis Løkke stifter et nyt parti. Hvis Løkke bare bliver siddende og galper op i Venstres folketingsgruppe, vil han med tiden få et skær at indebrændt pauseklovn,« siger Qvortrup.

Tidligere V-formand Lars Løkke Rasmussen.
Tidligere V-formand Lars Løkke Rasmussen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»På den anden side kan Ellemann ikke leve med, at Løkke udfordrer hans politisk kurs, og han må i kraftige vendinger opfordre Løkke til, at deres veje nu må skilles.”

I sin erindringsbog, der udkommer mandag, skriver Lars Løkke Rasmussen blandt andet, at han mener, at De Radikale er nødvendige for, at en regering med en Venstre-statsminister kan blive en realitet igen.

Det er den politisk linje, som partiformand Jakob Ellemann-Jensen netop har lagt afstand til .

Lars Løkke Rasmussens erindringsbog, 'Om de fleste og det meste', udkommer mandag.