»Det er ingen hemmelighed, at Lars og jeg har haft vores uenigheder. Alligevel er jeg trist og ked af det i dag.«

Sådan indleder Venstre-politikeren Kristian Jensen et opslag på Facebook, hvor han kritiserer de udtalelser, som partiets tidligere formand - Lars Løkke Rasmussen - er kommet med det seneste døgn.

I en ny erindringsbog, der udkommer mandag, fortæller Lars Løkke Rasmussen blandt andet om, hvordan han mener, at De Radikale er nødvendige for, at en regering med en Venstre-statsminister kan blive en realitet igen.

Udtalelserne er stik imod den retning, som partiets nuværende formand, Jakob Ellemann-Jensen, har anvist for at generobre regeringsmagten.

I sit opslag kritiserer Kristian Jensen, der er tidligere næstformand i partiet, nu Løkke og skriver, at han 'er trist og ked af det':

»Jeg er Venstre-mand - og derfor gør det ondt i mit partihjerte at se angreb på Jakob Ellemann-Jensen og det parti, som Lars har givet sit, men som har givet ham endnu mere tilbage,« skriver han og fortsætter:

»Det kan være svært at sige farvel til magten og de poster, man er blevet betroet. Det ved jeg selv - det skal man vænne sig til - men det ændrer ikke ved, at partiet altid er og skal være større end individet, uanset hvor højt til vejrs man har været.«

Videre skriver Kristian Jensen, at han bakker op om Ellemann-Jensens linje for partiet:

»Jeg mener, at Jakob har lagt den rigtige linje for Venstre og opfordrer alle medlemmer til at bakke op om Jakobs linje,« skriver han.

I opslaget slutter Kristian Jensen med at skrive, at han ikke ønsker at kommentere sagen yderligere.

Jakob Ellemann-Jensen blev valgt som formand for Venstre, efter at Løkke måtte gå af sidste år på grund af internt pres i partiet.

Lars Løkke Rasmussens erindringsbog, 'Om de fleste og det meste', udkommer mandag.