»Nervekrigen er massiv.«

Sådan lyder vurderingen fra B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup i kølvandet på den opsigtsvækkende stikpille, som Lars Løkke Rasmussen (M) tirsdag har sendt i retning af Mette Frederiksen (S).

»Det er jo den kongelige undersøger, der har ansvaret for at drive den her proces frem. Jeg har en oplevelse af, at Socialdemokratiet sidder lidt på hegnet,« siger Løkke til DR og fortsætter:

»Hvis Mette Frederiksen vil være statsminister, og det er ikke givet, at hun skal det, så er hun nødt til at træffe et valg.«

Udtalelserne falder i forbindelse med, at Lars Løkke Rasmussen deltager i et møde i Luxembourg med EU's udenrigsministre.

Ifølge Henrik Qvortrup vidner udmeldingen om en situation, der er ved »at spidse til.«

I denne uge er det en måned siden, at der var folketingsvalg - og efter flere ugers forhandlinger på Marienborg og i Statsministeriet er der ikke noget, der tyder på, at vi er kommet meget nærmere en ny regering.

»Det er klart, at Løkke stresser hende ved at sige, at det ikke er givet, at hun skal være statsminister. Det er første gang, at jeg hører ham italesætte det så tydeligt.«

Sagen er den, at Lars Løkke Rasmussen har gjort det klart, at en ny regering skal være ambitiøs, når det kommer til arbejdsudbud og generelle økonomiske reformer. Men spørgsmålet er, om Mette Frederiksen kan være med til det, lyder det fra Qvortrup.

»Det vil være et pres for hende i forhold til de røde partier. Men truslen fra Løkke er, sat på spidsen, at nu skal hun fremlægge noget politik, der kommer ham i møde - ellers vil han pege på en anden kongelig undersøger.«

Qvortrup påpeger således, at lederen af Moderaterne, Lars Løkke, jo faktisk også selv har mulighed for at sætte skub i systemet, hvis han vil have mere fart på:

»Løkke kan også selv gøre noget for at sikre fremdrift i forhandlingerne - nemlig pege på en anden kongelig undersøger en Mette Frederiksen,« påpeger Qvortrup.

Han fortsætter:

»Lige nu er det et abespil om, hvem der bærer ansvaret for, at forhandlingerne står fuldstændig stille. Men politikerne ved også godt, at nu begynder danskerne snart at tænke 'hvad fajen sker der egentlig'.«