Presset på Mette Frederiksen stiger.

Godt og vel en måned efter folketingsvalget, er der fortsat ingen tegn på et egentligt gennembrud i de regeringsforhandlinger, hun - stadig - står i spidsen for.

»Det, der sker lige nu, er dybest set, at hun for alt i verden forsøger at fastholde at være kongelig undersøger,« vurderer B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup.

Sagen er den, at Mette Frederiksen har svært ved at få enderne til at mødes.

Hun går efter en centrum-venstre regering, men det kræver, at formand for Moderaterne Lars Løkke Rasmussen kan se sig selv i projektet.

Og det kan vise sig at være svært. 

For selvom det ikke er meget konkret politik, der er kommet ud fra forhandlingsrummet indtil videre, så har Lars Løkke gjort én ting klart: En ny regering skal gøre Danmark rigere og øge arbejdsudbuddet.

Og det kan han, alt andet lige, bedst få igennem med blå partier.

»Løkke vil gerne have en bred regering med Venstre og Konservative. Så længe han tror, at der er en mulighed for, at de kan overtales til det, så bliver det her et udmattelsesræs, hvor han ikke begynder at forhandle om de svære økonomiske emner,« siger B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen.

Løkke har været rundt i Danmark, mens forhandlingerne har trukket ud. Her reklamerer han for en af sine smutture på Facebook:

Ifølge en kilde i Venstre er det imidlertid svært at blive klog på, om Mette Frederiksen overhovedet er villig til at imødekomme Moderaternes økonomiske ønsker.

»Hun er heller ikke kommet med noget konkret i forhandlingerne. Så hvad er det for eksempel, hun synes, andre skal bide til bolle på? Hun virker lidt rådvild, for alt står jo stille,« lyder det til B.T.

At der er stilstand i forhandlingerne, er det ikke kun Venstre-folk, der peger på.

Der er blevet indkaldt til officielle forhandlinger mandag og onsdag – men ikke de øvrige dage.

Regeringsforhandlinger fortsætter på Marienborg i Kongens Lyngby, mandag den 20. april 2026.
Regeringsforhandlinger fortsætter på Marienborg i Kongens Lyngby, mandag den 20. april 2026. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

»I stedet brugte de tid på at holde AI-seminar forleden. Udefra kan det godt ligne tidsfordriv på et højere plan, selvom det selvfølgelig ikke kun er det,« siger Qvortrup.

Joachim B. Olsen peger på samme mønster:

»Det klare indtryk, jeg sidder tilbage med, det er, at der ikke er sket ret meget substantielt,« siger han og tilføjer:

»Samtidig vokser presset udefra, for der sidder mange ude i befolkningen og tænker, at nu må de da tage sig sammen,« tilføjer Joachim B.

Hos Moderaterne er der dog ingen hast.

En kilde tæt på partiet siger til B.T., at man noterer sig og overvejer stemningen i befolkningen, men ikke har travlt. 

Det vigtige er i stedet, at Mette Frederiksen »indser, at hun ikke har vundet valget.«

Bag kulissen er indsatsen fra Mette Frederiksen ifølge Henrik Qvortrup også styret af ønsket om at bevare kontrollen længst muligt.

»I det øjeblik at hun er tvunget til at give stafetten videre, formentlig til Troels Lund (V), er det pludselig ham, der får adgang til embedsmændene og har kontrol med systemet, der udarbejder forslag,« siger han og fortsætter:

»For Mette F. skal man desuden huske, at hun er sindssygt afhængig af at have statsminister-platformen igen for at gøre sig eftertragtet til et job i udlandet senere.«

Du kan lytte til B.T. ValgkampB.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

B.T. Valgkamp

Mens regeringen lader vente på sig, er de partier, der har været indkaldt til forhandlinger, torsdag formiddag indkaldt til AI-seminar på Marienborg!? I dagens afsnit vender vi den seneste udvikling inden for regeringsforhandlingerne. For selvom Løkke har vurderet, at der i hvert fald går endnu en måned, giver en udtalelse fra Mona Juul alligevel anledning til at holde nøje øje med, hvad der sker nu. Spørgsmålet er, hvem der bliver presset mest af, at det hele trækker ud? Og så kan vi heller ikke komme uden om Emilie Schyttes smækkys og Joachim B. Olsens skæg! Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T. Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T. Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T. Journalist: Maria Asmine Dam Redaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.